11. juli 2025 - Mine tanker
At slå rod i Danmark - det er helt forskelligt alt efter hvor gammel man er.
Jo yngre man er, jo nemmere går det, synes jeg. Åbenhed, fleksibilitet, at kunne tage nye indtryk til sig - det hele er meget lettere når man står i starten af sit liv.
Men når man bliver ældre, måske er ved at nærme sig 60, så bliver det sværere. Ikke fordi Danmark er et svært land - det helt modsatte.
Men fordi man selv allerede har så mange dybe bånd i Tyskland: Venskaber, rutiner, minder, vaner. Alt det kan man bare ikke aflægge som en frakke.
Og så indser man: Mennesker her i Danmark har også deres bånd, deres strukturer - ofte usynlige, men fast forankret. Et socialt væv, der er vokset over generationer.
Man bliver ikke automatisk en del af det bare fordi man flytter herned. Det kræver tid, tålmodighed - og ikke mindst: ægte interesse.
Når man går på sprogskole, så opdager man: Det danske sprog er ikke en uoverkommelig hinder.
Man skal bare sætte sig ned og arbejde på det, lære, øve sig, lave lektier - præcis som dengang i skolen. Hvis man gør det, så kommer man fremad, trin for trin.
Hvad der er sværere end ord og grammatik, det er at forstå den danske mentalitet.
Danskerne er ikke som tyskerne. Det er en helt anden type mennesker, med sin helt egen måde at leve sammen på.
I løbet af århundreder har de plejet traditioner og måder at være sammen på, som for længe siden er forsvundet eller forandret mange steder i Tyskland.
I Danmark holder mange ting sig - stille, uassertivt, men vedvarende.
Hvis man bor her, skal man være villig til at give sig hen til det.
Danmark er ikke ferieland, sådan som man kender det fra sommerferien.
Det er et land med dybde, med tilbageholdenhed, med stolthed - og med en stille, ofte skjult varme, som man ikke kan kræve af folk, men som man må fortjene sig.
