Der er noget, som overraskende mange mennesker taler om, når de kører fra Tyskland til Danmark.
Du krydser grænsen og pludselig ændrer noget sig.
Selvfølgelig er ikke alting helt anderledes på en gang. Men atmosfæren bliver roligere. Bilerne kører langsommere, tempoet er mere jævnt, der er mindre trængen og mindre stresset.
Og bemærkelsesværdigt nok sker der også noget med en selv. Man bliver roligere.
Man tager foden fra gaspedalen, ikke kun ordret.
Køringen føles ikke længere som en konkurrence. Man behøver ikke hele tiden tænke på, om nogen kommer farende bagfra, om man skal overhale hurtigt, om man er i vejen for andre, eller om man kan spare nogle minutter.
Man kører bare.
Og netop dette "at køre bare" er sikkert allerede en del af det, som så mange mennesker elsker ved Danmark.
Denne ro.
Denne bremsen af hastighed.
Dette bånd, at ikke alt hele tiden skal gå hurtigere.
Mange beskriver det som hygge. Ikke nødvendigvis på den klassiske måde med lys og kaffe, men som en livsfølelse. Som denne behagelige ro, der til sidst griber tag i en selv.
Og jeg kan godt forstå det nu.
Fordi hvis du kommer fra Tyskland, kan forskellen være ret tydeligt.
På tyske veje hersker der tit helt anden energi.
Høje hastigheder, store forskelle mellem køretøjerne, konstant acceleration og bremsning, overhalinger, sporbytninger, tung trafik.
Den ene kører 100, den næste 130, der kommer en fra bagfra med 180 eller mere.
Du kigger hele tiden i bakspejlet.
Hvor hurtigt kommer bilen bagfra nærmere?
Kan jeg stadig trække ud?
Skal jeg snart tilbage igen?
Hvorfor kører han så tæt op?
Hvorfor skal han overhale nu?
Der opstår en uro, som man tit ikke længere registrerer bevidst, fordi det er blevet så normalt.
Til du har været i Danmark et stykke tid. Og pludselig opdager du, hvor træls køre kan være, og hvor behageligt det er, når dette konstante pres mangler.
Jeg skulle tænke over præcis det for ikke så længe siden.
Fordi der er en lille modsætning i al den begejstring omkring dansk ro.
Er det ikke netop de samme mennesker, som i Danmark fortæller, hvor vidunderligt afslappet det er at køre her, men som tænder for gaspedalen igen, lige så snart de er kommet over den tyske grænse på hjemvejen?
I to uger lyder det:
"Åh, hvor er det behageligt her."
"Danskerne er så afslappede."
"Man mærker rigtig, at man slapper af."
"Her er alt meget roligere."
Så kommer grænsen. Tysland. Og lige efter det tændes der for gaspedalen igen.
Og selvfølgelig endnu mere. Overhaling. Sporbytninger. Hurtigt til målet igen.
Og jeg spørger mig selv:
Hvordan hænger det egentlig sammen?
Hvis denne mere rolige kørsel gør os så godt, hvorfor dropper vi det så i det øjeblik, vi ikke længere er tvunget til det?
Maybe det er lige her, det interessante punkt ligger.
Fordi vi kan tilsyneladende godt køre anderledes.
Vi kan køre langsomt.
Vi kan blive bag nogen uden straks at føle, at vi skal forbi.
Vi kan køre en strækning uden at ville optimere hvert minut.
Og ikke kun det: Vi finder det sågar behageligt.
Maybe Danmark ikke alene er ansvarligt for, at vi føler os bremset ned der.
Maybe giver dette land os bare en ramme, hvor vi tillader os selv at være langsommere.
Hvis 80 er tilladt, kører vi 80.
Hvis 110 er tilladt, kører vi 110.
Og til sidst opdager man: Vi mangler egentlig ikke noget. Vi når derhen alligevel.
Maybe et par minutter senere, men tit meget mere afslappet.
Men det betyder også: Den ro, vi elsker i Danmark, kommer ikke kun udefra.
Vi selv bidrager til det.
Og det synes jeg er ret spændende.
Fordi kørekultur skabes ikke noget abstrakt sted.
Den skabes af de mennesker, der er på vejen.
Via vores hastighed.
Via vores afstand.
Via vores tålmodighed.
Via måden, vi behandler hinanden på.
Specielt om sommeren er der utallige tyske biler på danske veje.
Det betyder: En del af den rolige trafikkultur, som tyske turister roser så meget, bæres af dem selv.
De kører langsommere.
De tilpasser sig.
De trænger mindre.
De accepterer tempoet.
Og bemærker, at det føles rigtig godt.
Så de kan godt det.
De gør det endda gerne.
De tager det bare tilsyneladende ikke med hjem.
Så snart rammen ændres, ændres vores adfærd også.
Ikke fordi der pludselig sidder et andet menneske i bilen.
Men fordi der igen er andre muligheder.
I Tyskland kan man køre hurtigere mange steder.
Så køre man hurtigere.
Andre kører hurtigere.
So tager man med.
Og pludselig er det gamle feeling tilbage: Man skal være hurtigere.
Men egentlig tvinger ingen os til det.
Maybe er det lige der, pointen ligger ud over kørslen.
Hvorfor forbinder vi hastighed så tit med noget positivt?
Hvorfor er hurtigere automatisk bedre?
Hvad vinder vi egentlig ved at ankomme fem eller ti minutter tidligere?
Og hvad mister vi på vejen?
Maybe lidt ro.
Maybe lidt afslappethed.
Maybe præcis det feeling, Danmark betyder så meget for os.
Fordi dette konstante tempo sker jo ikke kun på vejen.
Vi arbejder hurtigt.
Vi svarer hurtigt.
Vi handler ind hurtigt.
Vi ordner bare lige noget hurtigt, før vi skal hurtig til næste møde.
Ja lige dette. Ja lige det.
Og til sidst kører vi på ferie og siger:
"Her kan man endelig trække vejret."
Det er egentlig bemærkelsesværdigt.
Vi finder os et sted, der sænker tempoet for os, og næppe er vi hjemme igen, gør vi det modsatte.
Maybe ville det være interessant næste gang at være opmærksom på det.
Du kører på dansk siden mod grænsen.
Alt er stille.
Du hører musik.
Du taler.
Du kører 110.
So kommer Tyskland.
Og snart forsvinder hastighedsbegrænsningen.
Hvad sker der så?
Går foden automatisk dybere ned?
Og hvis ja - hvorfor egentlig?
Skal man virkelig køre hurtigere?
Eller gør man det bare, fordi man kan det igen?
Maybe kunne man bare blive ved med at køre som før.
Ikke bare for princippet.
Ikke bare som en moralsk udtalelse.
Men af nysgerrighed.
Maybe opdager man så, at dansk ro slet ikke nødvendigvis slutter ved grænsen.
Man kan tage den med.
Og maybe det ville være præcis det flotteste souvenir fra Danmark.
Ingen lys.
Ingen lakrids.
Ingen kop med Dannebrog.
Men en anden følelse for hastighed.
Insigten, at man ikke behøver at bruge enhver mulighed bare fordi den er der.
Og maybe er det netop en form for hygge, der tales virkelig sjældent om.
Ikke kun stearinlys og gemytlighed.
Men evnen til at sætte farten ned, selvom man kunne køre hurtigere.
Fordi det er egentlig lidt absurd:
Vi kører til Danmark, fordi denne ro gør os så godt.
Vi svimer hen over det.
Vi fortæller, hvor afslappet vi føler os her.
Og næppe er vi igen over grænsen, før vi tænder for gaspedalen.
Maybe ville det være smukkere at tage lidt mindre Danmark i kofferten og lidt mere i højre fod.
