For nogle dage siden scrollede jeg igen gennem Facebook.
Som så ofte endte jeg i en af de mange Danmark-grupper. Der fandt jeg billeder fra Thorup Strand. Fiskerbåde på sand. Dramatiske skyer. Nordsøen i al sin kraft.
Lidt efter kom billeder fra Saltum. Klitter i aftenslys. Fodspor i sandet. Gylden sol over Nordsøen.
Under billederne stod de sædvanlige kommentarer:
"Skønt."
"Vores favoritsted."
"Vi har været her i 25 år."
"Vi føler os hjemme der."
Og mens jeg kiggede på billederne, blev jeg klar over, at vi hver især bærer vores eget Danmark med os.
Turisten.
Udvandreren.
Danskeren.
Og alle tre ser samme land. Men de ser ikke samme Danmark.
Turistens Danmark
Turisten ankommer fuld af forventning.
Måske kører han gennem Elbetunnelen. Måske over Storebælt-broen. Måske er det hans første besøg. Måske kommer han allerede i tredive år.
Han stiger ud af bilen.
Luften dufter anderledes.
Vinden føles anderledes.
Menneskene virker mere afslappede.
Så kommer første gang gennem klitterne.
Første softice.
Første solnedgang.
Og på et tidspunkt forelsker han sig.
Måske i Saltum.
Måske i Blåvand.
Måske i Skagen.
Måske i et lille feriehus et sted mellem hav og hede.
Mange forelsker sig så højt, at de vender tilbage år efter år.
Og på et tidspunkt bliver dette ene sted til deres Danmark.
Der er ikke noget galt i det.
Tværtimod.
Denne kærlighed er rigtig.
Billederne i Facebook-grupperne viser præcis det. De viser begejstring. De viser længsel. De viser minder.
Men de viser bare en udsnit.
Turisten ser årets smukkeste uger.
Han ser klitterne.
Han ser fiskerbådene.
Han ser solnedgangene.
Han ser sjældent mandagmorgenerne.
Udvandrerens Danmark
Da vi udvandrede til Danmark, havde vi selvfølgelig også billeder i hovedet.
Vi kendte også kysten.
Vi elskede også landskabet.
Vi forelsker os også i landet.
Men på et tidspunkt begynder en anden del af historien.
Man arbejder her.
Man betaler regninger.
Man kæmper med sproget.
Man har ærinder på myndighederne.
Man oplever succeser.
Man oplever skuffelser.
Man finder venner.
Man føler sig nogle gange fremmed.
Og nogle gange føler man pludselig sig hjemme.
Udvandrerens Danmark er betydeligt mere komplekst end turistens Danmark.
Det består ikke bare af sommersol og feriehuse.
Det består af hverdagsliv.
Og præcis dette hverdagsliv ændrer synet.
Man erkender pludselig emner, som turisten næsten ikke bemærker.
Samfundsmæssige diskussioner.
Politiske spændinger.
Udfordringerne i sundhedssystemet.
Spørgsmål om integration og identitet.
Forskellene mellem by og land.
Changernes i et samfund, som forandrer sig ligesom alle andre europæiske samfund.
Det betyder ikke, at man elsker Danmark mindre.
Tværtimod.
Man kan måske elske det endnu dybere.
Fordi man ikke længere kun kender det fra sin smukkeste side.
Danskernes Danmark
Og så er der mennesker, der altid har boet her.
Måske ligger der lige i deres perspektiv den største sandhed.
For dem er Danmark hverken ferieparadis eller uddvandringsabventyrer.
Det er hjemland.
De står op om morgenen.
Går på arbejde.
Bringer børnene i skole.
Bryder sig om politikere.
Glæder sig over sommeren.
Beklager sig over vejret.
Diskuterer skatter, hospitaler eller vejens tilstand.
Just helt normale mennesker i et helt normalt land.
Mange danskere bemærker sandsynligvis ikke længere deres lands skønhed hver dag.
Ikke fordi de ikke værdsætter det.
Men fordi det er blevet selvfølgeligt.
Ligesom vi tyskere måske ikke tænkte hver dag på, hvor smukke vores hjembyer egentlig var.
På samme tid ser danskerne udvikling, bekymringer og forandringer ofte meget mere klart end turister eller nyforelsket uddvandrere.
De lever midt i det.
Hver eneste dag.
Sangen, der fik mig til at tænke
For nylig hørte jeg sangen "Danmark" af bandet Gnags fra 1986.
En sang fuld af kærlighed til landet.
Men ikke blind kærlighed.
Sangen fejrer Danmark.
Og på samme tid holder den Danmark op mod spejlet.
Den beskriver landets skønhed.
Drømmene.
Håbet.
Mangfoldigheden.
Men på samme tid advarer den mod at blive isoleret, ensom eller selvcentreret.
Særligt linjen
"Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her"
berørte mig.
ligegyldigt hvem du er.
ligegyldigt hvor du er.
Velkommen her.
Måske er det præcis styrken i denne sang.
Den taler ikke fra turistens perspektiv.
Ikke fra uddvandrerens perspektiv.
Og ikke kun fra en født danskers perspektiv.
Den taler fra perspektivet fra en person, der elsker sit land og samtidig ønsker, at det bevarer sine bedste kvaliteter.
Hvem ser det sande Danmark?
Måske lyder svaret:
Ingen.
Ellen rettere sagt:
Alle.
Turisten ser noget sandt.
Udvandreren ser noget sandt.
Danskeren ser noget sandt.
Enhver genkender en del af billedet.
Først sammen dannes helheden.
Når jeg i dag ser de smukke billeder fra Thorup Strand eller Saltum, glæder jeg mig.
Fordi jeg genkender mig selv i dem.
Jeg forelsker mig også engang i præcis disse billeder.
Men i dag ser jeg også noget andet.
Livet bag postkortene.
Menneskerne bag facaderne.
Hverdagen bag feriedømmene.
Og måske er det præcis det mit Danmark er blevet:
Ikke bare klitterne.
Ikke bare fiskerbådene.
Ikke bare solnedgangene.
Men et virkeligt land med rigtige mennesker.
Med lys og skygger.
Med styrker og svagheder.
Med skønhed og udfordringer.
Og præcis derfor elsker jeg det.
