Det er det samme hvert år.
Mod slutningen af feriesæsonen dukker der mange opslag op i relevante grupper, fora og sociale medier fra tyske Danmarksferierende, som efter to uger ferie mellem Nordsøen, hotdogs og solnedgange pludselig opdager:
Vi flytter ud!
Danmark er så smukt. Menneskene er så afslappede. Alt er renere, roligere, venligere og bare så meget bedre.
Man er blevet forelsket.
Det er på en eller anden måde menneskeligt. Ferie har trods alt den behagelige egenskab, at man ikke skal på arbejde om morgenen, og regningen for feriehusvarmen kommer først senere.
Men i år var der noget anderledes.
Rund omkring landdagsvalget i Sachsen-Anhalt syntes lysten til at vende Tyskland ryggen så hurtigt som muligt at stige betydeligt.
Og jeg fandt det særlig bemærkelsesværdigt, hvem det var, der pludselig ville flytte til Danmark.
På den ene side var der dem, for hvem selv tanken om et godt valresultat for AfD var tilsyneladende grund nok til at tænke på flugt fra Tyskland.
Og på den anden side var der dem, der erklærede, at de netop på grund af en AfD-succes nu endelig ville forlade Tyskland og flytte til Danmark.
I mandags blev AfD rent faktisk stærkeste kraft i Sachsen-Anhalt med 43,8 procent. Det opnåede dog ikke flertal i landdagen.
Og mens tyskere nu igen passioneret diskuterer, hvad dette resultat betyder, får man sommetider det indtryk, at politikken for nogle tyskere kun handler om ét enkelt emne:
AfD.
De nogle arbejder sig op på den, fordi de ser den som Tysklands undergang.
De andre arbejder sig op på den, fordi de tror, at kun dette parti kan redde Tyskland.
Og et helt land burde egentlig ligge et sted imellem.
Deutschland består nemlig af mere end ét parti.
Og selvfølgelig må man være bekymret over politiske udviklingen.
Selvfølgelig må man diskutere, hvordan Tyskland styres, hvordan migration skal organiseres, hvordan indre sikkerhed sikres, eller hvorfor arrangementer i dag nogle gange beskyttet med tunge betonpølpiler, som man ikke havde brug for der for få årtier siden.
Man må nævne disse forandringer.
Man må også kritisere dem.
Hvad der bliver dårligere og dårligere for mig, er denne vilje til konstant at stille hele et land og dets befolkning i politiske farvespande.
Grå. Rød. Grøn. Brun.
Den, der nævner bestemte problemer, bliver sat i et hjørne.
Den, der nævner andre problemer, ender i det næste.
Og den, der til sidst er træt af denne permanente lejrtænkning, erklærer helt enkelt:
Så flytter jeg bare til Danmark.
Med fladremde flag så at sige.
Men:
Med hvilken flag egentlig?
Med den tyske?
Det ville være den næste interessante diskussion.
Fordi mens det danske flag naturligvis ses her på fødselsdage, foran huse, på fester og ved alle mulige lejligheder, får en tysker, der svinger sit eget nationale flag uden for en fodboldkamp, hurtigt følelsen af, at man først skal levere en politisk forklaring dertil.
Så når man emigrerer, pakker man måske bare Dannebrog med?
Det er desværre ikke så simpelt.
For før man griper en ny flag, kunne det være meget nyttigt at vide, hvilket land man egentlig gerne vil flytte til.
Danmark er nemlig ikke et bedre Tyskland
Det er måske det største misforståelse blandt mange tyske Danmarksfans.
Danmark er ikke Tyskland med pænere strande, mindre bureaukrati og lykkeligere mennesker.
Danmark er et helt andet land.
Med sin egen historie.
Med sin egen kultur.
Med sit eget sprog.
Og med sin egen politiske holdning.
Specielt på immigrationsspørgsmålet ville mange en tyskeren, der overvejer at emigrere, nok få øjnene til at så op i undring, hvis de undersøgte det grundigt.
Dansk politik har i årevis fulgt et sammenligningsvis stærkt kurs inden for migrations- og integrationspolitik. Og det er på ingen måde kun et anliggende for et lille parti helt til højre.
Selvom danske socialdemokrater også udtrykkeligt bakker målet om at styre indvandringen, at sendte afviste asylansøgere mere konsekvent tilbage, og at gøre det lettere at udvise kriminelle udlændinge. Regeringen arbejder også videre på modeller for modtagecentre og afrejsecentre uden for Europa.
Den, der er vant til tysk politik, bør måske læse denne sætning igen:
Vi taler om socialdemokrater.
Ikke om en dansk AfD.
Det er præcist en af de vigtigste forskelle.
Bestemmte politiske holdninger, som i Tyskland straks tildeles et bestemt politisk lejr, løber helt andre veje i Danmark.
Danmark har gennem årene udviklet en forholdsvis bredt politisk konsensus om, at en velfærdsstat kun kan fungere, hvis indvandring forbliver stybar, og integration virkelig bliver forlangt.
Det kan man synes er rigtigt.
Men man kan også synes, det er forkert.
Men den, der gerne vil emigrere til Danmark, bør i det mindste vide, at det er sådan.
Velkommen betyder ikke: bare fortsæt som før
Deutschland kan selvfølgelig flytte til Danmark.
Som borgere i Den Europæiske Union nyder de frie bevægeligheder. Den, der opfylder de relevante betingelser, kan bo og arbejde her.
Men man bør ikke udlede af dette tanken, at Danmark sehnlig venter på hver enkelt tysker, der bare er utilfreds med sit hjemland.
Fordi indvandring betyder nemlig ikke:
Jeg flytter til Danmark, fordi Tyskland ikke længere passer mig, og Danmark skal nu venligst fungere præcist som jeg forestiller mig det.
Den, der gerne vil bo her, bør i stedet på et tidspunkt stille sig selv det omvendte spørgsmål:
Hvad kan jeg gøre for at høre til her?
Det omfatter sproget.
Og ja, dansk er sværere end at kunne sige "Hej", "Tak" og "to øl" efter tre ferieture.
Det omfatter at lære samfundets sædvaner at kende.
Det omfatter ikke konstant at bruge Tyskland som målestok.
Det omfatter kun at synes dansk kultur er fantastisk, når det handler om hygge, stearinlys og kanelsnurrer.
Og det omfatter til sidst også at acceptere, at danskerne selv former deres land.
Ogsåpolitisk.
Her venter der en lille overraskelse på tyske emigranter.
Når en tysker flytter til Danmark, må de ikke bare stemme ved næste parlamentsvalg og bestemme, hvilken regering dette land får.
For at stemme til Folketing, det danske parlament, skal man have dansk statsborgerskab.
Som tysk EU-borger kan man derimod stemme til kommunal- og regionsvalg i Danmark og under de gældende betingelser også deltage i europaparlamentsvalget.
Det er egentlig en ganske interessant konstellation.
Man kan flytte til Danmark, fordi man ikke kan lide den politiske udvikling i Tyskland, og så opdage, at man slet ikke får indflydelse på sit nye lands nationale politik.
Og måske ligger der en helt sund besked i det:
Kom først an.
Observer.
Lyt.
Lær sproget.
Forstå landet.
Og erklær ikke efter fire uger, hvad danskerne skulle gøre anderledes.
Fordi Danmark er Danmark
Måske ligger der præcist her noget, som mange tyskere kan lide ved dette land, uden at vide hvorfor.
Danmark har et forholdsvis aflastende forhold til sig selv.
Dannebrog hænger ikke automatisk for en politisk holdning.
Den hører til landet.
Man kan have sit land, uden at billige hver enkelt beslutning fra regeringen.
Man kan tale om migration, uden at afvise hver eneste immigrant.
Man kan byde immigranter velkommen og på samme tid forvente, at mennesker, der ønsker at bo her permanent, bestræber sig på sproget, arbejde, samfundsmæssig deltagelse og integration.
Og man kan være udmærket venlig over for udlændinge og stadig sige:
Dette er Danmark.
Måske ville netop denne afslappethed være noget, som Tyskland kunne bruge for tiden.
Ikke altid bare løbe væk med det samme.
Ikke at sortere ethvert menneske efter deres politiske farve.
Ikke at udråbe verdenens undergang ved hvert valg.
Og først og fremmest ikke at tro, at der venter et politisk paradis bag næste landsgrænse.
Fordi selvfølgelig må man emigrere til Danmark.
Man må blive forelsket i dette land.
Vi gjorde det selv trods alt.
Men man bør ikke komme til Danmark for at løbe fra Tyskland.
Man bør komme til Danmark, fordi man gerne vil bo i Danmark.
Det er en ret stor forskel.
Og før man krydser grænsen med fladremde flag, bør man måske faktisk tjekke, hvilken flag man holder i hånden.
