Det er helt typisk Isabella. Siden vi flyttede til Danmark, tror hun åbenbart, at jeg pludselig har hele verden til rådighed – og selvfølgelig er jeg der også (næsten) altid for hende.
I den weekend, palmesøndags-weekenden, gasterede hun med cirkusset i Pløckhus. Og som det så ofte er i cirkuslivet: der manglede hænder til at hjælpe til. Hendes mand Bernhard var lige optaget af en anden forestilling, og hun havde brændende brug for hjælp – helst en stærk mand til at sætte teltene op og nogen til at passe billetter og popcorn.
Og fordi hun ved, at jeg har svært ved at sige nej, tog Michael og jeg mig kort besluttet ud de 70 kilometer til Nordsøen og hjalp til i cirkusset de sidste to dage.
Det var en vidunderlig weekend. Anstrengende, ja – koldt, vådt, med masser af regn. Men også fuldt af liv, latter og smukke øjeblikke.
I mellemtiden sad vi sammen med de andre skuefolk i den varme cirkusvogn, drak varm kaffe, spiste kage og snakkede. Det var hyggeligt, hjertligt, et lille stykke hjemme midt i det vandrende liv.
Sådanne dage er kostbare. Og jeg tror, det er præcis derfor, jeg altid siger ja igen.
