Ventetid i det høje nord
19. januar 2026
Det er to år siden nu: vi bor her oppe i nord på Danmarkskort. En sætning der lyder så rolig og alligevel rumler af så meget bevægelse.
Vores flytning dengang var ikke ét begivenhed, men en proces. Et halvt år på vej mellem to liv. At pakke biler, læsse transportere, køre af sted. Over 1100 kilometer hver vej.
Nogle gange to-, nogle gange tre gange i måneden, Michael nogle gange selv fire gange. Derhen. Tilbage igen. Hele tiden mellem det gamle hjemsted i Tyskland og det nye hjem her i nord.
Og det gik virkelig som smurt. Pak bilen, kør, læs af, pak ind og være der kort tid. En dag til at trække vejret, måske et extra sovmorgenmål, et blik på havet, vind i ansigtet. Så igen hjem igen.
Det var træls, ja. Men det var god stress. Positiv stress. Båret af glæde, af formål, af mening.
Kilometrene føltes lette. Vi kørte dem uden at tælle dem.
I dag føles det uendeligt langt væk.
Nu nærmer uge otte sig. Og den der kender Danmark, ved: Den uge er... ingenting. Virkelig ingenting. Ingen helligdag, intet lyspunkt, intet oprør. Grå på grå. Trist. Dagene er korte, stemningen nedtrykt, og man har fornemmelsen af at alle steder ordentlig flipper kantstenene op.
Den der har råd, eller som har brug for det, flyver sydpå den uge. Sollys-tankning. Varme på huden. D-vitamin uden piller.
For mig er det ikke en mulighed lige nu. Slet ikke.
Og alligevel: jeg burde tage til Tyskland nu. Der er ting at få ordnet. Ærinder. Samtaler. Tanker der har hobet sig op og ligger tungt på sjælen. Egentlig intet usædvanligt og alligevel føles vejen derhen næsten uoverstigelig lige nu.
Jeg kunne godt tænke mig at rejse alene.
Med bil? Nej. Det er for meget for mig lige nu. Virkelig for meget. Distance, koncentration, ensomlighed på motorvejen. Det hele føles pludselig tungt, hvor det før var næsten selvfølgeligt.
Så jeg kiggede på togforbindelserne. Rationelt. Fornuftigt. Og miljøvenligt.
Og selvfølgelig er det lige nu byggepladsperiode. Skinner bliver fornyet. I Danmark betyder det: togkørsel erstattet af bus. Bus i stedet for tog. Omstigning, ventetid, håb om at det hele klappes sammen. Og det er også for meget for mig lige nu.
Så jeg sidder her nu. Ikke rigtig fastsat, men heller ikke i gang.
Mellom lysten til at komme af sted og udmattelse der holder mig tilbage. Mellom viden om at jeg egentlig bare skal træffe et par beslutninger, og fornemmelsen af at hver eneste beslutning koster kraft lige nu.
Måske er det også en del af livet her oppe i nord. De uger hvor der ikke sker noget og hvor der indeni dog sker enormt meget. Måske er det ikke stilstand, men en pause. Et kort svæveblik.
I øjeblikket føles det som om jeg hænger lidt i luften. Og måske er det præcis det som den tid af året kræver af mig: ikke en hurtig løsning, men først et accept af denne tilstand.
