Når man emigrerer, gennemgår man mange forskellige faser.
Først kommer ofte euforien. Man har klaret det. Man er endelig ankommet til det sted, man måske har drømt om i lang tid. Alt virker nyt, spændende og fuldt af muligheder.
Men så på et eller andet tidspunkt indser man, at det fysiske at ankomme er noget helt tredje end det indre at ankomme.
Man har efterladt et helt liv. Venner. Vaner. Tryghed. Sproget, som man kunne udtrykke sig uden anstrengelse i. Pludselig er letningen væk. Selv simple samtaler koster energi. Man søger efter ord, observerer mere end man taler, og savner sommetider det selvfølgelige ved et hurtigt besøg hos venner eller en spontan snak indimellem.
Der er øjeblikke, hvor man spørger sig selv, om man virkelig er ankommet. Eller om man nogensinde vil blive det.
Og det var præcis, hvad jeg tænkte på fredag aften, da vi besøgte åbningen af den nye udstilling "Tak for mad" på Skagens Museum.
Ikke kun på grund af kunsten. Ikke kun på grund af den pragtfulde atmosfære. Men på grund af et helt særligt eftertænksomt øjeblik indimellem.
For på et tidspunkt bemærkede jeg, at samtalen med min kære veninde Gitte var blevet helt selvfølgelig. At jeg ikke længere anstrengede mig for at finde ord. At sætninger bare flød af sted. At jeg kunne le, lytte og fortælle uden noget indre pres.
Hele aftenen føltes også anderledes end før. Lettere. Mere naturlig. Man forstår pludselig næsten alt. Og det, man ikke forstår, åbenbarer sig ud fra konteksten. Uden stress. Uden det konstante følelse af at hænge bagefter.
Måske var det præcis min rigtige "Tak for mad"-øjeblik i går. Det behagelige følelse af ikke længere bare at bo i Danmark, men langsomt virkelig at ankomme her.
Men lad mig fortælle dig om udstillingen: Selve titlen på den nye udstilling vækker nysgerrighed: "Tak for mad" — Tak for maden. Hvad der mødte os, var dog meget mere end en udstilling om måltider. Det var en rejse ind i Skagen-malerens atmosfære, deres fællesskab, deres livsglæde og deres kærlighed til de simple, smukke ting.
Allerede ved første vandring omkring bemærkede man, hvor sanselig mange af værkerne var. Æbler med blide, varme farver. Frisk fisk. Grøntsager. Brød. Stilleleben, som næsten lugter. Man står og kigger på dem og har pludselig følelsen af ikke bare at betragte billeder, men på et dækket bord fra en anden tid.
Det var særligt kønt, at museet ikke bare viste malerier, men også porcelæn, glas, skåle og bestik fra dengang. Derved opstod næsten følelsen af at komme kunstnerne lidt tættere på. Man kunne forestille sig, hvordan de sammen spiste, diskuterede, lo og levede her.
Museumsdirektøren åbnede aftenen med en varm tale, men det var Anne Mørk, der gav det hele en helt særlig atmosfære. Med sin hjertevarm og levende måde fortalte hun ikke bare om kunst. Nej, hun tog os med ind i historierne bag. Pludselig sad man ikke længere i en udstilling, men midt i Skagen-malerens verden.
Selvfølgelig skulle smagen også være med. Der blev serveret et pragtfuldt æbleskummel, som passede perfekt til aftenens tema og kunne være kommet fra Michael Anchers egen presning. Dertil små stykker brød med en makrellepasta, som overraskede med en fin asiatisk friskhed. Regionalt, moderne og sat sammen med meget følelse.
Og som så ofte er det ikke kun kunsten og maden, der gør en aften særlig, men mennesker, man oplever den sammen med. At gå rundt i udstillingsrummene sammen med vores danske venner Gitte og Carsten, samt min tyske veninde og kollega Danni og hendes mand Sven, møde kendte ansigter og udveksle tanker, gjorde aftenen endnu smukkere.
Måske er det præcis budskabet bag denne udstilling: at spise sammen betyder altid fællesskab. Og så siger vi af hjertet: Tak for mad. Tak for invitationen, venligheden og for en aften, som på sådan en særlig måde forbandt kunst, kulinarik og fællesskab.
