Forresten bor jeg i Nordjylland. Hvis du gerne vil få en fornemmelse af, hvordan det føles, kan jeg helt bestemt anbefale den danske serie Badehotel. Den udspieler sig på netop denne kyst, et eller andet sted syd for Skagen, og den formidler præcis det, som ligger i luften heroppe: vidde, vind, et tempo som ikke skynder sig. Sommergæster fra byen møder landsbyyens stille verden, og på en eller anden måde virker det, som om der ikke er sket så meget imellem dengang og nu.
Serien spænder næsten to årtier, fra slutningen af tyverne til fyrreerne. Man ser den og får fornemmelsen af, at tiden bliver langsommere. Ikke fordi der ikke sker noget, men fordi tingene heroppe har deres helt eget tempo. Scenerierne findes stadig, navnene på hovedpersonerne kender man fra hverdagen, og det er netop det, der giver en følelsen af at høre til.
Måske er det derfor, serien aldrig har mistet sin kraft heroppe i Danmark. Og den trækker mennesker til. Turister fra hele Danmark og verden over besøger regionen, fordi de søger netop denne følelse, som serien formidler. Hotels som Svinkløv Badehotel ved Jammerbugt og Hjorths Badehotel ved Skagen ved det godt, og de markedsfører bevidst netop denne atmosfære: nedbremsning, historisk elegance, natursamfund.
Det er en bekræftelse for mennesker heromkring på, at deres landsdel er noget særligt. Noget som man ikke behøver at forklare, når man først har været der.
Men hvis du tror, du kender Danmark, fordi du kender Nordjylland, så tager du fejl på nøjagtig samme måde, som nogen der har været i Hamburg en gang og tror, han kender hele nord Tyskland, eller en der har været på Berlin-tur og mener, han nu kender alle tyske byer. Danmark er meget mere end en kystlinje og en livsfølelelse. Det er et land på 43.094 kvadratkilometer, bestående af Jylland og over 400 navngivne øer, hvoraf cirka 70-74 er permanent beboede. Kystlinjen strækker sig over 8.750 kilometer, og intet punkt i landet ligger længere end 52 kilometer fra havet.
Det er ikke en geografisk sidefod, det er en leve-virkelighed. Terrainet er fladt, næsten meditativt, og den højeste naturlige elevation måler blot 170,86 meter. Et land som ikke rejser sig, men udbreder sig. Og den nationalt kendte sanger Michael Falch har endda skrevet en sang om det: "Danmark (Land uden høje bjerge)" med tekst af Poul Henningsen er en af de mest gribende kærlighedserklæringer til det danske landskab og sindslaget.
Administrativt inddeler Danmark sig i fem regioner: Nordjylland, Midtjylland, Sydjylland, Sjælland og Hovedstadsregionen. København dominerer med et storbyområde på 1,39 millioner mennesker, en vægt som man også mærker hereboppe i nord, selvom man ligger hundredvis af kilometer væk. Derefter følger Aarhus med omkring 301.000 beboere, Odense med 185.000, Aalborg med 122.000 og Esbjerg med omkring 71.000. I alt tæller landet omkring seks millioner mennesker.
Men selv hvis du kender storbyen, kender du ikke hele landet. Storbyerne er et helt andet Danmark: tættere, hurtigere, mere mangefacetteret, præget af mennesker som er kommet hertil fra hele verden. København er den kosmopolitiske storby, international, farverig, larmende. Aarhus er kendt som studenternes og de unges by, en levende universitetsstad med rigt kulturliv.
Odense er det borgerlige hjerte af Fyn, solid og overskuelig. Aalborg har udviklet sig de seneste år fra en industriby til et overraskende levende centrum for nord. Og Esbjerg, havnebyen mod vest, lever af Nordsøen, af fiskeriet og fra olieindustrien.
Cirka 16,3 procent af befolkningen har migrationsbaggrund, og størstedelen af dem bor i byerne. Det omfatter også cirka 35.000 til 40.000 tyskere som har taget det samme skridt som jeg. Og omkring 304.000 mennesker fra islamisk prægede lande, et emne som passioneret og kontroversielt har præget den danske offentlige debat i mange år og har delt landet dybt ad i nogle henseender.
I det flade land derimod, i Nordjyllands små kommuner, på steder som Skagen, Strandby, Elling og Jerup, ser verden anderledes ud. Roligere, mere overskuelig, mere jordnær. Her kender man hinanden, her har Folkekirken stadig en bærende rolle i samfundslivet og giver hverdagen en ramme som går langt ud over søndagens gudstjeneste.
Amtssproget i Danmark er dansk. I Sønderjylland har tysk dog officielt anerkendt status som minoritetssprog, et levende ekko af grænselandets omskiftelige historie, som stadig virker til i dag. Cirka 86 procent af befolkningen taler engelsk, hvilket gør Danmark til et af de mest sprogligt tilgængelige lande og gør ankomsten for nyankomne væsentlig lettere.
Og her, i dette flade, stille, egensindet land, er Janteloven (der kommer en lille bemærkning til dette på slutningen af teksten) ikke en teori, men en levet hverdag: ingen er mere end andre, ingen stiller sig over fællesskabet. En holdning som man som nyankommet må først lære, men som, når man først forstår den, forklarer meget.
Og sådan lukker cirklen sig. Badehotel udspieler sig ikke i byen, ikke i trafikken, ikke i forandringen. Det udspieler sig præcis her, på denne kyst, i denne stilhed. Den som kender denne egn, genkender den i hvert billede. Den som ikke kender den endnu, får en fornemmelse af, hvad der venter. Og den som bare gerne vil nedskalere i en aften, er også godt opsvunget.
Serien sendes i øjeblikket på det tyske medie One. Set på dansk udvikler den sit helt eget særlige præg, men også på tysk er den absolut værd at se.
Bemærkning: Janteloven har en bemærkelsesværdig dobbelt identitet, som ofte overses. Den blev formuleret af Aksel Sandemose, som blev født i 1899 i den danske by Nykøbing Mors, senere emigrerede til Norge og skrev derefter på norsk. I sin roman fra 1933 "En flyktning krysser sitt spor" beskrev han JanteLovens ti regler i en fiktiv by kaldet Jante, som ifølge Sandemose selv var baseret på hans danske fødestad. Hvad han beskrev, var den sociale snæverhed og den stille kontrol, som han havde oplevet i sin danske barndom: ingen skal tro, at de er noget særligt, ingen skal stille sig over de andre.
I dag betragtes Janteloven som et universelt skandinavisk fænomen; i Norge og Sverige er begrebet lige så fast forankret i sproget som i Danmark. Men her er det dybt rodfæstet i det kollektive selvforståelse. Et begreb som blev skrevet på norsk, men tænkt på dansk.
