I torsdag i sidste uge var det igen tid til: vores årlige tur til Grenå.
Denne dag er efterhånden blevet til en lille helligdag i vores kalender. En af de dage, man ikke først begynder at glæde sig til om morgenen, når man stiger ind i bilen, men egentlig længe før det. Du ved, at den kommer igen, og bare tanken derpå gør en glad flere uger før.
Og alligevel var det denne gang næsten lidt underligt. Det forgangne år var så fyldt med arbejde, mine ture, møder, aktiviteter og alle de ting, der nu bestemmer vores liv her i Danmark, at det faktisk virkede, som om det var ganske nylig, vi var last hos vores elskede Dorte på hendes lille sommerhus ved Grenå.
Og alligevel var der gået et helt år.
Dorte var vores dansklærer i Karlsruhe. Dengang sad vi hos hende og lærte det sprog, uden at ane hvilken betydning det en dag skulle få for vores liv. Og vi kunne helt sikkert ikke have forestillet os, at det undervisning skulle ende med at blive til et venskab, der mange år senere skulle følge os helt til Danmark.
I dag er Dorte slet ikke længere bare vores tidligere dansklærer. Hun er blevet til et vigtigt menneske i vores liv.
Og det er netop derfor, at denne helt særlige dag for os egentlig begynder med køreturen til hende. Og der sker hver gang noget, som vi nok tidligere selv havde smilet en lille smule ad: Vores hjerte gør et lille spring, når vi forlader Vendsyssel.
For så snart vi kører gennem tunnellen under Limfjorden og kommer ud på den anden side igen, forlader vi faktisk vores ø.
Mange ved overhovedet ikke, at Nordjylland geografisk set er en ø. Vendsyssel-Thy var engang fast forbundet med resten af Jylland. F Først en enormt stormflod i februar 1825 brød den smalle landtange ved Agger i vest over for Nordsøen. Derved fik Limfjorden en åben forbindelse mellem Nordsøen og Kattegat, og hele den nordlige del af Jylland blev adskilt fra resten af fastlandet.
Derefter bor vi altså, strengt taget, på en ø.
I hverdagen tænker man selvfølgelig knap på det. Der er broer, tunneller, veje og jernbaneforbindelser, og man kører bare over. Men for os er det moment efterhånden blevet helt særligt.
Når vi forlader Vendsyssel, føles det for et kort øjeblik, som om vi forlader vores hjem. Så meget er vi bleven forbundet med denne del af Danmark. Med Frederikshavn, Strandby og Skagen, med vinden, lyset, det vidtstrakte og dette helt særlige nord.
Men det lille vemodige følelse varer ikke længe, for forventningen til at se Dorte sidder allerede i bilen med os. Kilometer efter kilometer kører vi sydpå på E45. Aalborg glider bagved os, senere Randers, og på et eller andet tidspunkt drejer vi af den store vej og kører ud mod Djursland og Grenå.
Og derovre ændrer landskabet sig. Alt bliver mere landligt og fredfuldt. Trafikken aftager, vejene bliver mindre, høstalke er på vej, der ligger høstede marker til højre og venstre, og mellem træer og enge lyner små gårde og huse igennem. Pludselig føles travlheden fra de danske "storbyer" Aalborg og Randers langt væk.
Jo længere vi kører mod Grenå, jo mere ændrer lyset sig også. Det er svært at forklare, men vi tror nu faktisk at kunne mærke, når vi nærmer os havet igen.
Skyformationerne bliver anderledes, himlen virker bredere og højere, det blå lysere og mere åbent. På et eller andet tidspunkt begynder himlen næsten at smelter sammen med landskabet. Du kan slet ikke se havet endnu. Men du ved alligevel på en eller anden måde, at det ikke kan være længe væk.
Og på de sidste kilometer får forventningen en helt særlig kvalitet. Den er selvfølgelig der hele turen, men nu kommer det her kriblend til, det her følelse: Om lidt er vi der.
Og så kommer der også det dejlige hej. Da vi kørte over det lille bruttebrin ved Kattegatcenteret og tilbagelagde de sidste meter, kunne vi se Dorte allerede fra langt væk. Hun stod ved haveporten og ventede på os.
Jeg ville gerne være sprunget ud af den kørende bil. Napt vi stod stille, var der ikke at holde igen. Vi faldt hinanden om halsen, kramede os, holdt fast, og i det øjeblik var det hele år derimellem bare væk. Det var, som om der ikke var gået en eneste dag. Og det er måske netop en af det mest skønne ved et rigtig venskab: Du skal ikke tage tingene op igen, ikke begynde forsigtigt forfra og ikke først se, hvor du er stoppet henne. Du er bare lige med det samme forbundet med hinanden igen.
Sådan begyndte igen en af de dejlige dage hos Dorte i hendes lille hus lige ved havnen i Grenå. Vi sad sammen og snak. Om hvad der var sket det forgangne år, om vores oplevelser, om mennesker vi havde mødt første gang, og om mennesker vi alle kender sammen. Gamle historier kom igen frem, nye blev fortalt, og selvfølgelig var der også alt det, man kun snakker om med mennesker, hvor man føler sig helt båret og opsamlet.
Der var så meget at tage igen, så meget at berette og så meget at dele med hinanden. Og på et eller andet tidspunkt lå latter og tårer helt tæt sammen igen. Vi holdt hinanden, lo, blev rørt og erindrede os ting, der forbinder os med hinanden. Måske er det netop det, der er skønt ved et venskab, der er vokset over år: Du må bringe alt med. Det lette og det tunge. Det sjovt og det sorte. Det gamle og det nye.
Selvfølgelig måtte en anden tradition ikke mangle. Som hvert år serverede Dorte os hendes vidunderlige stjerneskud, og selvfølgelig var der også de dejlige bakvarer fra det lokale bageriet igen. Det er de små ting, der med tiden bliver en fast del af sådan nogle dage. Du sidder sammen, spiser, snakker, kigger ud mod havnen, står nogle gange op og henter noget fra køkkenet, begynder næste historie og mærker på et eller andet tidspunkt, at du slet ikke føler dig som gæst længere.
Hos Dorte føles det bare fortroligt. Måske er det derfor, vi glæder os så meget til denne dag hvert år. Det er ikke bare Grenå. Det er ikke bare hendes sommerhus ved havnen. Det er ikke stjerneskuden og heller ikke bager fra bakeriet. Det er det her følelse af at komme til mennesker, hvor man ikke skal forklare sig selv. Og som hvert år gik denne eftermiddag igen alt for hurtigt.
Net da man følte, at hele dagen lå foran en, blev lyset udenfor pludselig blødere, eftermiddagen glider langsomt over i aften, og man vidste: Vi burde egentlig snart køre igen. Selvfølgelig prøver man at udsætte dette øjeblik lidt. Endu en historie. Endu en sætning. Endu et kram. Og på et eller andet tidspunkt må man så alligevel sige farvel.
Vi kørte tilbage gennem dette vidunderlige område af Djursland, som vi nu også har lært at kende og elske. Forbi marker, små landsbyer og gårde, igen mod Randers, tilbage på E45 og endelig nordpå igen.
Og mens vi kørte tilbage, var det sådan set allerede klart: Dette år vil denne dag igen have sin faste plads i vores kalender. Vores lille helligdag. Vores Grenå-dag.
