Sådan en uge! 12. september 2024
Tirsdag tog jeg altså toget til Rhinland-Pfalz - og sikke en tur det var! Det skulle have været en helt normal rejse, men med Deutsche Bahn er det jo altid lidt af et lotteri. På grund af en brand i signalanlægget gik næsten intet som planlagt. I stedet for at sidde komfortabelt på toget skulle jeg dele en taxa med tre andre passagerer - fra Neumünster til Hamburg. Det var ikke kun dyrt, men især nervepirrende. Først fra Hamburg kunne jeg fortsætte med toget.
Da jeg kom til Rhinland-Pfalz, fortsatte dramaet med det samme. Min lejer lavede store problemer for mig. Jeg var virkelig glad for, at jeg om morgenen kunne få en telefonisk aftale hos advokaten og revisor. Begge dele var presserende nødvendigt.
Så formiddag kom næste kapitel: forhandlinger med ejendomsmægleren, som havde aftalt med køber. Lejer forsøgte i sidste øjeblik igen at blokere alt. Hun var tilsyneladende fornærmet over, at jeg ikke havde involveret hende i salgsksamtalerne - og jeg var superglad for, at jeg ikke havde gjort det. Jeg tror, ellers havde jeg aldrig fået en køber. Det var en rigtig udmattende, næsten absurd situation.
Men der var også lyspunkter: Jeg kunne mødes med min kære veninde Andrea til frokost. Vi havde tid til at snakke, le, bare trække vejnen. Senere kom Claudia forbi, og jeg fik også en dejlig time med hende. Det var som dengang - en pigeaften fyldt med varme, lethed og ægte udveksling.
Og så - endelig - gik vi til notaren. Husets salg er afsluttet. Alt er underskrevet, alt er ordnet. Og det fejrede jeg om aftenen med Peter og Susanne over middag.
En lang, krævende, men i sidste ende succesfuld dag. Og et enormt ballast er faldet af vores skuldre.
Efter maden sad jeg længe ved spisestuen med Peter og Susanne. Vi åbnede en flaske vin, skålede, havde en videotelefonsamtale med Michael i Danmark og snakkede bare massivt. Det var en skøn aften - hyggelig, varm og fortrolig.
Næste morgen skulle Susanne og Peter af sted til arbejde tidligt. Jeg havde egentlig planlagt at ligge lidt længere i sengen og så tage toget hjem. Men som så ofte skete det anderledes: Susanne opdagede heldigvis i tide, at mit planlagte tog var blevet aflyst uden erstatning - typisk Deutsche Bahn. Så jeg måtte spontant tage et tidligere tog og var lige netop med i tide.
Turen gik så bemærkelsesværdig uden problemer. Alt fungerede fint til Hamburg og derefter, og Michael mødte mig i Hobro. Nu er jeg hjemme i Danmark igen - træt, men lykkelig.
