Hvad savner man egentlig mest som udlænding? 28. november 2025
Ja, først og fremmest er det helt klart familie og venner, som man har efterladt i sit gamle hjemland. Den længsel bliver—uanset hvor godt man etablerer sig i sit nye land. Sproget, ens hjemlige dialekt, afstanden og følelsen af ikke bare at kunne tage forbi spontant—det kan være helt hårdt.
I starten savner man selvfølgelig også mange af de madvarer, man er vant til. Det gik mig sådan: tysk bratwurst, syltekål fra det kendte mærke i den gule dåse, blodpølse, pfälzer kartofler og så meget mere. Man vil bare have det, man kender og elsker på tallerkenen.
Men til sidst vænner man sig til det, og det er faktisk ikke så slemt længere, at man ikke har det. Okay, pfälzer kartofler—det bliver selvfølgelig ved med at være en ting for mig som pfälzer.
Men hvad jeg egentlig vil hen til: Det værste, absolut allerværste, som jeg savnede—det var brødet. Det tyske brød.
Det var det, jeg længtes mest efter. Jeg brugte over et år på at perfektionere mit brød. Bagt, smidt væk, bagt igen, købt gærkurve og virkelig prøvet alt muligt.
Til sidst blev jeg træt af det hele og tænkte: Jeg klarer det. Jeg vænner mig til dansk brød. Så spiste jeg bare grisini og fint rugbrød i en periode. Forfærdeligt. Når jeg var på besøg i Tyskland, har jeg nogle gange slæbt otte kilo brød hjem, delt det op og frosset det ned. Ret irriterende, skal jeg sige.
Og så—endelig—fandt jeg det perfekte opskrift for mig. Det eneste, der stadig irriterede mig, var at skorpen var lidt for tyk. Så skaffede jeg mig en gussjerngryde. Og jeg må sige: Nu er det virkelig perfekt.
Jeg er lige kommet fra morgenmad og har faktisk spist tre fine skiver—med lækker dansk saltet smør og vidunderligt dansk lynghonning.
Og mens jeg sad og spiste min sidste honør-smørskive, tænkte jeg:
Man vænner sig til så meget. Til det nye liv, til nye vaner, nye yndlingssteder. Men nogle ting bliver bare altid et stykke hjemland. Selv hvis det bare er godt brød.
