Der er tekster, som i dag morges får en helt særlig betydning for mig. Jeg vil gerne begynde denne anden påskedag med de ord, der i dag skal følge os i kirken:
Se, hvilken morgen, strålende klar. Håbet gryr, der er nyt fra Jerusalem. Stenen er væltet, graven er tom, og en engel betror: "Han er opstået"
Man er nødt til at oversætte disse linjer for at forstå det, med hvilket følelse vi egentlig gerne ville være startet dagen:
"Se, hvilken morgen, strålende klar. Håbet gryr, der er nyt fra Jerusalem. Stenen er væltet, graven er tom, og en engel betror: 'Han er opstået'"
Men for virkelig at værdsætte denne "strålende klare" morgen, må vi se på det, vi gennemlevede i går. Det var ingen almindelig feriedag. Hvad der begyndte med en dejlig påskefrokost, føltes i løbet af dagen som begyndelsen på et apokalyptisk scenarie. En truende, fuldstændig unaturlig skyvæg af skyer pressede sig mod os over Skagerrak. Inden for kort tid blev det midt på dagen helt sort som en kul, som om nogen pludselig havde slukket for lyset.
Hvad der fulgte efter, var ingen almindelig storm. Det var en naturkraft, som ikke har ramt Nordjylland med sådan en styrke i april siden for 31 år siden, siden rekordåret 1995. Med et dybt, marvsejlende brøl brød orkanen løs over Nordjylland. Man sad indendørs, mens verden bogstaveligt talt faldt fra hinanden udenfor.
Vindens uhyggelige hylen blandet sig med sprængningen af glas, da orkanvindens vindstød på op til 160 km/t hamrede mod vores Nordjylland. I det øjeblik vandt naturen fuldstændig overmagten. Alt omkring os blev på ny "ordnet": I en hvirvelvind af materiel og rå kraft blev genstande, der havde virket fast forankret i jorden i årene, til vægtløse legetøj. Trampoliner hvirvlede som mørke skygger gennem luften, tage gav efter det enorme tryk, og gennem vindenes hylen kunne man høre det dumpende knækkelyd, da hele skove i nærområdet bogstaveligt talt blev lagt ned.
Man kunne se med det blotte øje, hvilken kolossal kraft naturen kan slippe løs, og hvor små vi mennesker egentlig er.
Og så, i dag morges, denne utrolige kontrast. Man våkner op, og der er en stilhed, som næsten virker truende efter nattens larmen. Jeg går ud på døren og ser en strålende blå himmel. Solen skinner så fredelig ned på det friske grønne græs, som om der ikke var sket noget i går.
Man vil gerne nyde det dybe vejrtræk af frisk forårslift, men mens lungerne fyldes, vandrer blikket ud over det, der er tilbage. Det er et surrealistisk syn på min vej til fods mod Elling Kirke. Overalt hvor sollyset nu funkler så smukt i græsset, ligger stykkerne af vores eksistens. Næsten ikke et væksthus i byen har overlevet; de glassede drømme om gardenejaren ligger knust i tusinde små brikker.
Skovene, som vi kender og elsker, blev bogstaveligt lagt ned på en enkelt nat. Stolte træer, som faldt som dominobrikker, og som nu blokerer stierne.
Det er et underligt følelse: påskegleden over lys og nyt liv møder virkeligheden af et Nordjylland, der bærer præg. Men måske passer sangen lige præcis så godt til denne dag. "Stenen er væltet" – sangen handler om, at livet til sidst vinder, selv når mørket og magten har været der før. Vi ved nu igen, at vi herude ved havet altid kun er gæster hos naturen. Men vi er gæster, der ved, hvordan man tager fat.
Vi nyder solen, trækker vejret gennem og begynder at rydde spor af april-orkanen – den værste siden 31 år tilbage. Musikken lyder måske i dag lidt højere – for håbet klinges med.
