Det man lader tilbage: Familie og dårlig samvittighed
Der er ting ved at emigrere, som man ikke gerne diskuterer. Ikke ved grillene med de nye naboer, ikke i Facebookgrupperne, hvor man deler tips om sygesikring og skatteklasser, og ikke med sig selv, hvis man kan undgå det. Man har regnet det hele så fint ud: jobbet, livskvaliteten, naturen, det nye språg, eventyret. Og det passer alt sammen. Man drømte det ikke. Men der er noget mere. Noget som ikke kan regnes væk.
Familien.
Ikke den man måske opbygger sig i det nye land. Men den man lod tilbage. Mor, far, søskende. Det gamle hjem, som man ikke længere ser hver dag. Som engang var selvfølgeligt og nu ligger på anden side af en lang biltur, en flyvetur, en grænse som før næsten ikke betød noget.
Når man er ung, tænker man ikke på det
Og det er forståeligt. Når man emigrerer som tredivårig, er forældrene måske stadig aktive, stadig mobile, stadig i stand til at besøge en eller selv rejse. Man ringer, man skriver, man ses til jul. Det kører. Man tænker ikke over det. Forældrene bliver jo ikke ældre. Eller man opdager det bare ikke, fordi man ikke er der.
Det er pointen. Man er ikke der.
Man ser ikke faren blive langsommere på trapperne. Man ser ikke moren være til lægen for anden gang på året. Man hører det på telefonen, hvis man har held, og nogle gange hører man det først når det allerede er sket. Når det så rammer en, rammer det hårdt. Ikke bare følelsesmæssigt, men helt praktisk. Og så hvad?
De spørgsmål man ikke gerne stiller sig selv
Hvordan håndterer man det når en forælder dør? Når man lige nok kan nå begravelsen, men alt det omkring, alle de små og store ting der skal ordnes bagefter, må håndteres langvejs fra? Når den anden forælder nu er alene, måske syg, måske ikke længere i stand til at leve alene?
Hvordan håndterer man det når man ikke bare kan tage fire uger fri og rejse til Tyskland, fordi man også har et job her, fordi man også har ansvar her, fordi livet her i mellemtiden er lige så virkeligt som livet der?
Hvordan håndterer man det når der skal aftales lægebesøg, udfyldes formularer, fordeles formuer og træffes beslutninger, som man egentlig burde være med til?
Det er ikke abstrakte spørgsmål. Det er spørgsmål der giver en søvnløse nætter. Som får en til at vågne klokken fire om morgenen med det der meningsløse grublerier, som ikke fører noget steds hen.
Når løsninger mangler, begynder slagsmålet
Hvad sker der når man ikke har truffet aftaler før det bliver nødvendigt? Så sker der ofte præcis det man har mindst brug for: søskendene er overbelastede, ansvaret er uklart, kommunikationen bryder sammen. Man strides om ting som egentlig ikke burde være stridspunkter, og bag det hele ligger det uudsagte spørgsmål: Hvem er egentlig ansvarlig? Hvem passer det? Hvem har fortjent at bestemme?
Det kan rive familier fra hinanden. Ikke sorgen, ikke tabet, men kaoset omkring det som man kunne have undgået.
Hvad der kan hjælpe: klare aftaler længe før det bliver nødvendigt
Det vigtigste er en person i Tyskland som man kan stole blindt på. Nogen som kender ens interesser og handler efter det. Nogen som er loyal, som er fair, som ikke handler på eget initiativ men ud fra en fælles aftale. Om det er et søskende, en tæt ven fra gamle dage eller en advokat med fuldmagt.
Der er fagfolk som gør præcis det for en levebrod: handler på ens vegne når man ikke selv kan. En fuldmagt, en livstestamente, en klar ordning for arvesituationen. Det lyder bureaukratisk og koldt, men det er det modsatte af koldt. Det er omtanke planlagt på forhånd.
For forældrene. For søskendene. For en selv.
Ikke et let emne
Jeg siger det ikke fordi jeg har den perfekte løsning. Jeg siger det fordi det optager mig selv. Fordi jeg ved at afstanden ikke bare er geografisk, men kan føles som skyld gennem årene. Skyld man nogle gange taler sig ind i, nogle gange med rette. Og fordi jeg tror at det er vigtigt at tale om. Os emigranter mellem os. Med familien. Måske særligt når det hele stadig går godt.
Man vælger et nyt liv. Men det gamle liv fortsætter. Og nogle gange skal man have pusten til at holde begge dele fast.
Hvis man ikke bare læser dette men også gennemlever det lige nu, vil jeg sige: det hjælper at skrive det ned. Selvom intet ændrer sig bagefter.
