Sommetider skal skæbnen bare have et ordentligt skub — eller i vores tilfælde en kraftig vindpust fra stormen Dave. Da vi så hvad Dave havde gjort ved vores elskede drivhus på anden påskebdag, var det klart: en simpel erstatning holder ikke længere.
Hvis vi gør det, gør vi det ordentligt! Fra "vi har brug for et nyt glastag til tomaterne" blev det på få minutter til: "Ville det ikke være meget smukkere med et vinterværelse?"
Så mandag kørte vi spontant af sted til Aalborg. For dem der kender os, ved de godt: Store indkøb i Aalborg følger en næsten hellig, ritualistisk plan:
IKEA-spaReprogrammet (Et psykologisk fænomen)
Det er præcis det samme hver gang. Vi er parate til at smide penge ud af vinduet med begge hænder for et wunderbar nyt projekt, men til frokost bliver vi pludselig verdens største småpengesparer. Vores hellige regel: hvis man giver tusinder af euro for glasfacader og fundamenter, skal man spare på frokost på IKEA. Det er helt absurd, jeg ved det.
Men det er tradition! Og jeg skal være ærlig: man vænner sig ikke bare til IKEA-maden, man begynder på et tidspunkt at holde rigtig meget af den. Denne gang var det klassikeren: køtbøllar. Kødboller, ært, kartoffelmos og de der tranebær som bare hører til.
Og selvfølgelig et stykke Daim-kage. (En tradition siden jeg første gang var på IKEA med Judith, men dengang var det mandeltærte, for Daim var ikke opfundet endnu)
Sidst vi havde kødbollerne var i øvrigt i 2022 hos "den store svensker" under vores rundtur gennem Sverige. Og hvad skal jeg sige? Her i Danmark smagte de næsten bedre denne gang.
(Forræder? Måske. Men lækkert!)
Normalt er det sådan: man går på IKEA for "hurtigt" at spise noget og kommer ud med tre duftlys, nyt sengetøj og to standerlamper man slet ikke ville have.
Men denne gang blev jeg virkelig chokeret: 28 euro.
Det var alt. Jeg kiggede på kvitteringen to gange.
Måske er det fordi skyggen fra det planlagte vinterværelse økonomisk var så stor, at der ikke var plads til spontankøb på smådelene.
Et rekord for evigheden!
Efter styrkningen gik vi så til det egentlige formål: vinterværelsefirmaet. Der fik vi ikke bare rigtig god rådgivning, men også en fremragende cappuccino.
(Man kan godt mærke kvalitetsforskellen fra IKEA-kaffen, men psst!)
Siden vi kom hjem, har der været intensive diskussioner i huset. Min mand og jeg vejer muligheder, planlægger og diskuterer nu anden dag i træk. Men jeg kender mig selv, og han kender mig heldigvis også.
I mit hoved sidder jeg allerede i det nye vinterværelse.
Målet er sat: senest til næste efterår skal jeg sidde der, nyde det svage solskin og næsten være taknemmelig over for stormen Dave for at have gjort plads til denne nye yndlingsplads.
