Mit yndlingsdyr er elefanten. Egentlig siden jeg kan huske mig selv. For mig er den ikke bare et imponerende og intelligent dyr, men også en lykkebringe. Hvis jeg husker rigtigt, skal en elefant efter indisk tro altid se ud mod lyset. Så skal den bringe lykke til den, som ejer den.
Måske var det derfor, at elefanten på Dänemarks højeste og ældeste kongelige ridderorden gjorde mig særlig nysgerrig: Elefantordenen. For elefanter hører nu engang ikke til i dansk dyreliv. I Danmark møder man dem på det meste i zoologiske haver, men ikke i naturen. Hvordan kommer altså netop et dyr fra fjerne lande til denne kongelige ære?
Spørgsmålet førte mig ind i en verden af middelalderlige dyrehistorier, kristen symbolik og kongelig tradition. Og det blev klart: Der er meget, som vi ved. Og noget, som lyder wunderbar, men desværre ikke er historisk bevist.
Den lille elefant er i hvert fald et bemærkelsesværdigt smykke: af guld, hvidt emaljeret, prydet med diamanter. På ryggen bærer den et tårn, foran sidder en elefantfører. Ordenens belønning gives især til kongelige personligheder og statschefter. Tårnet og føreren markerer dyret som en krigerelefant - et billede, hvis rødder går helt tilbage til antikken.
Dens danske historie begynder dog i et udpræget religiøst miljø.
Omkring 1460 grundlagde Christian 1. foreningen "Guds Moders Selskab", Moder Guds Samfund. For Danmark var dengang katolsk. Ordenstegnet viste Maria med Jesusbarnet på en medaljon, båret i en kæde af tårnbærende elefanter.
Detaljerne er vigtig: Maria sad ikke på en elefant. Så lokende tanken om en himmelkonge på en eksotisk trone end kunne være, men kongehuset beskrivelse giver ikke det. Maria dannede midtpunktet på medaljongen, elefanterne hørte til kæden.
Men hvorfor passede elefanter overhovedet ind i en kristen ordenskæde?
I middelalderen læste man dyr som billedbøger om troen. Deres virkelige eller formodede egenskaber kunne fortælle noget om dyd, synd og frelse. Naturobservation og religiøs fortolkning gik hånd i hånd. Elefanten stod blandt andet for kyskhed og renhed; kongehuset beskriver også en forbindelse mellem den tårnbærende elefant og Jomfru Maria.
Særligt imponerende finder jeg en historie fra middelalderens bestiarier, de datidens dyrebøger. Man troede, at elefanter ikke havde knæled og derfor måtte lægge sig til at sove op ad et træ. Hvis de faldt, kunne de ikke rejse sig selv igen.
I fortællingen lykkes det til sidst en lille elefant at få den faldne stor på benene igen. Denne lille hjælper blev forstået som Kristus, som forløste det faldne menneskeslægt. Getty Museum forklarer denne fortolkning ud fra middelalderlige fremstillinger.
Zoologisk set er det selvfølgelig usand. Som billede for hjælp, forløsning og den såkaldt småes kraft er det derimod forbløffende mindeværdigt. Og pludselig virker elefanten i en religiøs sammenhæng slet ikke så fremmed.
Om netop denne historie førte til valget af det danske ordendyr ved vi dog ikke. Men den gør forståelig, hvorfor en elefant i middelalderlig tænkning kunne virke som et passende religiøst symbol. En personlig begrundelse fra Christian 1. for hans valg kan vi dog ikke udlede heraf.
Så kom reformationen. Fra 1536 kom den katolsk præget orden ud af brug. I 1580 genblevede Frederik 2. den, nu med den tårnbærende elefant selv som ordenstegn. Dermed blev en synlig forbindelse til det ældre samfund bevaret, mens Mariamedaljonen forsvandt. Elefanten kunne samtidig protestantisk fortolkes som billede på Guds faste borg.
Tårnet var altså ikke en senere opfindelse, hvormed man erstattede Maria på dyrets ryg. Det hørte allerede til elefanterne i den oprindelige kæde.
I 1693 gav Christian 5. ordenen endelig sine første skrevne statutter og bindende regler for udformningen af ordenstegnene. Årtal betegner således et vigtigt skridt i dets udformning, ikke begyndelsen på dets historie.
Og nu tilbage til mit oprindelige spørgsmål: hvorfor netop en elefant?
Kongehuset udtaler sig bemærkelsesværdigt åbent herom: Verken statutterne eller det øvrige tilgængelige materiale giver en entydig forklaring på det oprindelige valg. Forskellige fortolkninger er derfor uden videre mulige. At tale om en dokumenteret videnskabelig kontrovers ville være lige så forhastelsen, som at gøre en særlig smuk forklaring til sikkerhed.
For mig gør netop denne åbne plads ordenen interessant. Vi kan følge dens udvikling og bedre forstå dens billeder og alligevel forbliver der noget uafklaret, som vi ikke bare skal udfylde med en god historie.
Hvis jeg i fremtiden opdager en afbildning af den hvide elefant, vil jeg nok tænke på denne lille omvej gennem historien. Og på den lille elefant, som får en stor på benene igen.
En entydig svar er der altså ikke. Men måske er det lige passende: Elefanten bærer sin plads i den danske orden helt til i dag med en blanding af historie, symbolik og et lille mysterium.
