Bjergenes Glæde 12. december 2025
Jeg deltog i Alpeklubbs skrivekoncurrence, og i går blev vinderne præsenteret. Jeg vandt ikke første pris, men min historie var så god, at jeg fik en invitation til selv at præsentere den og læse den op ved gallaaftenen.
Da turen var mere end 1300 km væk, blev min historie læst op af nogen anden. Men jeg er vildt stolt, og her kan I være med:
Bjergenes Glæde – eller hvordan jeg tog dem med til Danmark
Nogen gange siger man, at de største eventyr sker, når man slet ikke leder efter dem.
Jeg for eksempel – et menneske med længsel efter højder, efter sne på toppene og efter det ekko, som danser mellem klipperne – endte pludselig i Danmark.
Et land, der er så fladt, at selv en muldvarpeskarn tæller som udsigtssted.
Hvordan gik det til?
Ja, nogle gange må man ikke kun følge sit hjerte, men også arbejdets kald.
Pludselig går alt stærkt: jobtilbud, flytning, pakking af kasser – og før du ved af det, er du i et andet land. I et nyt liv.
Til at begynde med er man i en utrolig euforisk tilstand.
Alt føles spændende, nyt og glinsende, som friskpoleret sølvtøj.
Men på et tidspunkt kommer vågneopladningen.
En morgen vågnede jeg, kiggede ud ad vinduet og så: havet.
Vidt, roligt, endeløst.
Ikke en bjergtop i sigte, ingen dale, ingen klatreruter.
Kun himmel, bølger og nogle ganske tilfredse køer.
"Okay så," tænkte jeg, "så må jeg nøjes med kyster i stedet for bjergtoppene."
Men hver nat drømte jeg om mine bjerge.
Jeg kunne se dem så tydeligt for mig: solen, der forsvinder bag sejt klippekanter, den kolde sten under mine hænder, murmeldyrenes glade piben – eller var det bare min snorkende nabo?
Morgen efter morgen blev mit hjerte tungere.
Og aften efter aften glædede jeg mig til mine drømme. Så klatrede jeg igen op ad stejle klipper mod toppene og glemte for nogle timer det flade dagligliv i Danmark.
Og så skete der noget underligt.
Jeg vågnede en morgen, og uden for mit vindue rejste der sig ... en bjergtop!
Ja, næsten.
Det var mere en særlig ambitiøs sandhob, som vinden havde blæst sammen natten før.
Men i morgensolen skinnede den gylden, og jeg sværger på det, den kiggede på mig som om den ville sige:
"Nå? Tilfreds?"
Jeg var henrykt – og kaldte den "Vikingewanden".
Fra da af byggede jeg lidt mere hver dag.
En spand sand her, nogle muslingeskaller der, lidt grus og et par ordentlige stenbrokker.
Det gik hele foråret. Efter arbejde slæbte jeg jord, sten og grus og lod knolden vokse.
Og jeg byggede også hele sommeren. Dag efter dag, mens sommersgæsterne lå og daskede i deres strandkurve, gjorde jeg min himmelspids større.
Hvor vidunderlige var dog efterårstormene, som med deres vinde bragte endnu mere sand og grus til byggepladsen.
Naboherne troede først jeg var en smule tosset, men snart kom de med deres spader og hjalp til.
Sådan gik året til ende, og på nytårsaften stod der ved kysten i Danmarks nordligste hjørne en helt betragtelig bjergtop.
Det uanfægtet nabo-brigade mødte op med deres handcarts og sorgede for vores magefyldning med pølser og gløgg.
En bragte endda et dansk flag, som vi stolt plantede på toppen, ved siden af kalkristkorset af drivtømmer.
Og da klokkerne fra København signalerede "Nytår", sad vi alle oppe på min lille bjergtop, kiggede ud over havet og lo.
Der vidste jeg: bjergenes glæde ligger ikke i højden.
Det ligger i hjerteklapning, i fælles grin – og nogle gange i en sandpulje, der er høj nok til at se verden fra toppen.
