Sommetider er der dage, der helt stille får en til at føle, at man er ankommet.
I går aften og i dag morgen var præcis sådan nogle dage.
I går havde vi sommerkoncert med Rytmisk Kor Strandby i kirken. Vores dirigent Anne havde forberedt alt med så stort hjerte og gennemgik hvert detalje med os igen før koncerten.
Hunderede programhefter blev trykt. Hunderede. Og det var ikke nok.
Kirken var herligt fuld, stemningen hjertelig og forventningsfuld. Vi sang mange af de klassiske danske sommersange, som alle her kender og elsker. Dazu to verdenskendte engelske numre, som afrundede programmet.
Hvad jeg især elsker ved sådanne koncerter, er altid Fællessangene. Når det pludselig ikke bare er koret, der synger, men hele kirken. Når stemmer fra alle rækker kommer sammen, og der for et øjeblik bliver en eneste fællesskab af publikum og medvirkende.
Koncerten var en total succes.
Anne overtraf sig selv. Og vi som kor gjorde også.
Efter sidste sang var vi alle lidt fortryllede og lod os bære videre på denne aftons bølger i længere tid.
Efterefter blev der skylet. Voksne fik et glas champagne med små snacks. Børnene fik Faxe. Derefter begyndte vores sommerafslutning med chorets medlemmer.
Der var de traditionelle håndpillede svenske rejer med brød, mayonnaise og citron. Plus drikke efter ønske og frem for alt: tid sammen.
Tid til at snakke.
Tid til at le.
Tid til at skåle for sommeren.
Mens jeg sad der, måtte jeg tænke på sidste år.
Dengang sad Michael og jeg stadig ved siden af hinanden ved bordet. Nogle søde mennesker gjorde sig umage for at få os med og prøvede at inddrage os. Set i bakspejlet tror jeg, vi gjorde dem lidt ondt på det tidspunkt. De nye jo. De tilflyttede. Dem som endnu ikke helt hørte til.
I går var alt anderledes.
Michael sad hos mændene.
Jeg sad hos kvinderne.
Og det fineste var: man havde holdt min plads fri.
Det lyder som en småtting.
Men det var det ikke.
Fordi jeg i det moment ikke længere følte mig som en gæst.
Jeg følte mig helt tæt på.
Jeg hørte til.
Jeg var accepteret.
Jeg kunne fejre, le og bare være mig selv.
Da aftenen endte, omfavnede vi hinanden, ønskede hinanden en fin sommer, gjorde aftaler om senere og vinkede til hinanden.
Og denne varme tog jeg med hjem.
Helt ind i næste morgen.
Og i dag begyndte dagen så også med smukke møder.
Tidligt om morgenen bragte jeg min finske veninde vores nye arbejdstøj, som jeg havde hentet dagen før. Sammen kørte vi derefter til Møllehuset.
Der havde kommunen Frederikshavn inviteret til arbejdsfrokost. Emnet var tysk turisme og hvordan man kan styrke det yderligere i vores region.
Da emnet interesserede os begge, havde vi meldt os tidligt ind. Pladserne var begrænsede.
Skal var vi næppe ankommet, før jeg blev opfordret.
Om jeg ikke ville præsentere mig kort og fortælle, hvorfor jeg var her.
Jeg var helt uforvaret.
Så rigtigt.
Jeg fortalte, at jeg kun var flyttet til Danmark for to og et halvt år siden, at jeg er tysk, og at de lige havde ramt mig ret uventet. Desuden var mit dansk nok ikke godt nok til at holde en stor tale helt spontant.
Selvfølgelig sagde jeg ikke alt det i én sætning.
De som kender mig, ved det.
Men svaret jeg fik, glædede mig så meget mere.
De sagde til mig, at mit dansk for den korte tid, jeg har været her, er usædvanligt godt.
Det gjorde ondt på det rigtige sted.
Så usandsynlig godt.
I løbet af formiddagen var der mange interessante foredrag og samtaler. Særligt behageligt var, at ingen talte nordjysk dialekt. Alle talte klart, let forståeligt dansk. Derfor kunne vi uden problemer følge med og med tiden også selv deltage.
Og så var der endnu en lille overraskelse.
Pludselig opdagede jeg min nye chef fra Kystmuseet.
Vi måtte begge le.
Så kort efter kontraktunderskrift møder man sig selv igen.
Og også en kollega fra Skagen var til stede. Også en der bærer mange hatte, som man siger her, når man har forskellige job. Som jeg gør nu.
Nordjylland er sommetider virkelig bare en landsby.
Og ja, før jeg glemmer det:
Maden var fornem.
Frisk frugt, bagværk, kaffe, vand, råkost og herligt toppede sandwicher. Præcis den slags catering man får til sådanne arrangementer i Danmark. Simpel, højtstandig og lavet med kærlighed.
Da jeg senere kørte hjem, gik det op for mig, hvad disse to dage havde til fælles.
Det var ikke koncerten.
Ikke maden.
Ikke foredragene.
Det var denne følelse.
Denne stille, varme følelse af ikke bare at være med.
Men at være helt tæt på.
Og sommetider er det præcis det største gaver, et nyt land kan give en.
