Hvorfor jeg skriver denne blog 30. august 2025
Vi har sovet skønnt længe i dag! Så det var en velsignelse. De seneste uger har været ret turbulente, også fordi jeg har fået fat i denne stædige virus, som stadig dukker op nu og da og giver mig nogle rigtig besværlige dage. Især sammen med arbejdet.
Arbejdstiderne er aldrig de samme, og vi har ingen faste skifter, så der er ikke noget at vænne sig til. Arbejdstiderne afhænger af, hvornår de forskellige skibe ankommer, og de kan starte tidligt om morgenen klokken syv eller først sent på eftermiddagen. Man ved det bare ikke på forhånd. Det giver bestemt sine udfordringer!
Desuden bliver man lidt forsigtig, når man er omkring krydstogtgæster, der hoster, eller når mandskabet konstant desinficerer deres hænder. Vi har jo lært, at mange af disse krydstogtture bringer nogle eller anden virus eller sygdom med sig, og selvfølgelig ville disse rejsende aldrig aflyse deres længe ventede tur – de har glædet sig for længe!
For os er det virkelig en udfordring, ikke bare for os, men også for deres medrejsende, for man risikerer konstant at få fat på noget. Jeg håber bare, at det vil gå mig som en børnehave-lærer – til sidst immun over for alle mikrober og vira, der flyver rundt i luften!
Selvfølgelig skal man komme tidligt, og til tidlige vagter betyder det for mig at stå op klokken 4:30 eller fem, fordi jeg simpelthen har brug for lidt tid med mig selv, før jeg kan køre af sted. Jeg kan bare ikke længere springe ud af sengen, hoppe i tøjet og køre væk. Jeg har brug for mindst halvanden time til at komme i gang. Og så har jeg stadig omkring 40 minutters kørsel, hvis alt løber glat.
Sæsonen har nu kørt i lang tid. Og når man så lægger den spændende træningsperiode til, samt tiden på sprogskole, hvor jeg skulle tage mine modultest – det har været virkelig intenst, og det er endnu ikke forbi. Man bliver ret udmattet. Interessant nok har jeg for nylig brug for enormt meget søvn. Hver gang jeg ikke skal arbejde, får jeg faktisk soveT mellem otte og ti timer. Og jeg nyder det virkelig.
Som regel går vi i seng allerede klokken ni om aftenen, helt udslidt. Nu hvor Michael også har spændende nye opgaver foran sig, er det også vigtigt for os at hvile os nu. Han har nu det vidunderlige job som vikar – hvilken spændende udvikling! Det betyder, at han nu er fleksibel og skal spille orgel i alle tre kirker, når der er behov.
Han skal også dække for Anne af og til på plejehemmet, hvor hun har en dejlig gudstjeneste at ledsage på torsdage. Det bliver helt spændende nu! Og han er stadig en gang om ugen på dagskolen. Vi skal se, hvordan vi får det hele under hat.
Jeg glæder mig til at tage det lidt mere stille hen over vinteren og regenerere mig.
Hvad var særligt vidunderligt denne uge: Korøvelserne er startet igen! Åh, hvilken varm og glædelig hilsen, da vi mødtes alle sammen! Jeg mærkede virkelig, hvor varmt jeg modtages i dette elskelige fællesskab. De hjertelige omfavnelser og den strålende glæde, jeg mærkede fra nogle af dem, da vi ser hinanden igen – det var virkelig rørt og opløftende.
Den dag havde jeg allerede glædeligt besluttet, at jeg skulle klippe mit hår dagen efter, og jeg annoncerede det entusiastisk. Jeg talte med Annette om at komme forbi hendes sted for at få nye briller, der ville passe til denne drastiske ændring fra hår, der nåede næsten til maven, til en kort frisure.
Hun var virkelig glad for, at jeg skulle komme til hende! Vi gjorde det samme dag efter, og hun var helt begejstret for mit nye hår. Jeg er også begejstret for det, forresten! Og ikke bare jeg – min kære mand finder mig også betinget for den nye frisure.
Det korte hår gav mig et vidunderligt løft! Jeg havde været lidt nede, og denne friske nye look pressede mig virkelig opad. Jeg håber, at denne smukke, positive energi holder ved i lang tid endnu.
Der er virkelig meget gang i sagerne her. Og ja, det er ikke altid bare solskin og roser. Det er nogle gange ret udfordrende, og ofte står man der og skal være kreativ. Men det er vel en del af eventyrlet.
Det, som mangler, er de langtidsforbindelser, der er vokset. Det savnede er den fortrolige ven, som har kendt dig længe og som man bare kan være afslappet ved. Være sig selv og hvile ud. Det er stadig en lille udfordring efter denne korte tid.
Alt det, man gerne vil udtrykke, kan man endnu ikke sige flydende på dansk. Det er virkelig kedeligt. For at have sådanne dybere samtaler, er man faktisk først nødt til at bruge en oversætter og derefter overveje, hvordan man kan dele det, man lige har oversat, med en ven her. Men når man har gjort det hele, har man virkelig ikke lyst til det mere.
Det er det punkt, hvor det bliver for meget.
Ja, jeg kan tale meget med min kære ven og kollega Danni, men vi har begge vores eget liv, og man kan ikke hele tiden hælde hjerte ud til alle. Og desuden vil man ikke konstant afsløre sit indre.
Sommeren i Danmark er interessant forskellig fra det, jeg kendte som sommer i Tyskland. Her bliver de aktiviteter, man har hele året, fuldstændig skruet ned, og alle nyder den kostbare sommertid primært med familie og venner. Nogle rejser selvfølgelig også til herligt fjerne lande.
Det ville jeg også gerne have gjort, men med dette spændende sæsonjob er det selvfølgelig ikke muligt. Og familie har vi selvfølgelig heller ikke bygget op her endnu.
Vi havde bestemt nogle smukke, værdifulde stunder med vores kære venner her. Men først og fremmest havde vi en sommer i år, der var fuld af intens arbejde. Og præcis da det kunne være smukkest, plagede denne stædige virus mig og kastede mig ret ud på sporet.
Fordi jeg pludselig ikke længere fungerede ordentligt, udviklet jeg en ukendt frygt, som stillede sig i vejen for mig, da jeg var på vej til bedring. Jeg blev pludselig bange for ikke at falde i søvn, og også bange for ikke at vågne i tide. Resultatet blev, at jeg virkelig ikke kunne sove ordentligt længere. Jeg var slet ikke rigtig træt. Jeg var bare vågen, men det var en mærkeligt vågenhed. Det var at være vågen i fuldstændig udmattelse uden træt. Jeg kan egentlig ikke beskrive det ordentligt. Og det lagde sig virkelig tungt på psyken.
Jeg ved, jeg er ikke helt ud af det endnu, og jeg håber tillidsfuldt på, at jeg efter sæsonen er helt tilbage på benene. I hvert fald skal jeg ikke igen køre til arbejde uden en eneste times søvn, som det skete et par gange, lave mit arbejde og så køre hjem igen. Det var umulige fæd. Men jeg klarede det alligevel.
Nu har jeg faktisk fortalt ret meget om tingene, som jeg ikke egentlig ville gå så meget i detaljer med. Jeg ville egentlig hen til noget helt tredje.
Så tilbage til starten: Mens jeg denne morgen sad med Michael i den vidunderligt varme sol og havde det hyggelig morgenmad, fik jeg en herlig besked. Beskeden var fra den kære Karin S.
Jeg har ikke hørt fra hende i altfor lang tid, og jeg var ufattelig glad! Jeg er blevet spurgt mange gange, hvorfor jeg skriver denne blog. Og nu ved jeg præcis, hvorfor jeg skriver den med så meget glæde. Jeg skriver den for vidunderlige mennesker som Karin S. For at vi bliver ved med at være forbundet. For at vi bliver ved med at være i hjerteligkontakt, på trods af denne store rumlige afstand. For at vi aldrig mister hinanden af syne.
Kære Karin, jeg var så glad for dine hjertelige, varme ord! Det gjorde mig godt og varmed hjertets om at høre fra dig.
Jeg ønsker dig alt det kærlighedsfuldeste og godt og håber fra hele mit hjerte, at vi (selvfølgelig også den lille ;-) L.) kan favne hinanden igen en smukkeste dag!
