Jeg bor på østkysten. Der hvor solen går op. Om sommeren faktisk betydeligt tidligere, end jeg nogle gange synes er rart. Dagene er lange, nætterne korte, og søvnmangel er ikke ualmindeligt på denne årstid.
Få taler om de fantastiske solopgange herude. Maybe ligger det til, at mange hellere holder jalousierne lukket og ikke gerne vil vækkes af morgensolen. Eller de bor simpelthen for langt væk fra Kattegat.
På mine frie dage lader jeg gerne de første solstråler komme ind i huset. Solopgangen er blevet helt naturlig for mig nu.
Solnedgangen er anderledes.
Der går omkring 25 minutter, før vi når til det næste sted, hvor man kan se solen dykke ned i havet. Og det er sandsynligvis ikke engang det bedste sted til det. Just før og efter St. Hans føles det, som om solen næsten er ved at gå op igen, når den lige er gået ned.
Når man bor og arbejder her, er det slet ikke så nemt at få begge naturfænomener med. Faktisk ser vi solnedgangen meget sjældnere end før. Vi ligger normalt allerede i seng på det tidspunkt. Til gengæld står vi tidligt op, hvilket passer perfekt til vores arbejdstider.
Det er ofte svært for besøgende, gæster og turister at forstå. De spørger, hvorfor vi ikke oftere kører til solnedgang, eller hvorfor det ikke er så vigtig for os længere.
Men det handler ikke om mangel på romantik.
Snarere det modsatte.
Vi bor ikke her på ferie. Mens andre holder ferie, har vi året travleste periode. Sådan er det, når man arbejder inden for turisme. Når andre har fri, arbejder vi.
Når man skal stå op klokken fem om morgenen, har man som regel dårlig lyst til at se på solen, der dykker ned i havet klokken 23 og så køre halvanden time hjem efter.
Selvfølgelig gør vi det sommetider. Især når vi har besøg eller har fri den næste dag. Men selv på fridage nyder jeg som oftest blot at putte fødderne op.
Det er det samme med de berømte yndlingspletter.
Jeg bliver igen og igen spurgt, hvad mit yndlingssted i Nordjylland er.
Det ærlige svar er: Jeg har ikke et.
Ikke fordi der ikke er smukke steder. Der er utallige steder her. Men fordi jeg simpelthen ikke har tid til at sidde regelmæssigt et sted ved stranden og være.
Danmark stiller også høje krav til dem, der bor her. Når man har flere job, et hus, en have og mange forpligtelser, er fritiden begrænset.
Når jeg har tid til at slappe af, bruger jeg det helst i egen have.
Der har jeg naturligt skabt nogle fine steder. Jeg kan følge solens gang, høre fuglene synge og se på min guldfiskene i min lille dam, som er vokset vidunderligt til. Sommetider fisker jeg endda et "vandkalv" op, så guldfiskene kan have deres ro.
Selvom en stor have skal passes. Der er ingen pedel, der slår græs eller kllipper hegn. Hvis alt skal se ordentligt ud, må vi selv passe på det.
Det tager tid. Men det glæder os også.
Mange danskere i vores omgangskreds tillader sig flere uger på båden om sommeren eller rejser til det nærliggende udland.
Det er vi ikke der endnu.
Vi har ikke været her længe og har stadig meget at opbygge. Førend man kan nyde frugterne af sit arbejde, skal man lade dem vokse først.
Det siger jeg ikke med misundelse. Det er bare virkeligheden.
Vi har bevidst valgt at bo her. Med alt hvad der hører til.
Derfor oplever vi Danmark anderledes end mennesker, der holder ferie her.
Når jeg går gennem Skagen og ser de gule huse i sollyset foran den dybtblå himmel, glæder jeg mig stadig over det syn. Det er vidunderligt.
Men ofte går jeg rundt med gæster langs havet, fortæller om landskabet og tager det nærmest ikke bevidst ind længere. Ikke fordi det er blevet mindre smukt, men fordi det er blevet en del af mit daglige liv.
Hvis havet pludselig forsvandt, ville det være frydeligt. Eller hvis de pæne gule huse blev malet pink.
Jeg er virkelig taknemlig for at kunne bo her. Men jeg ser det ikke længere med en turists øjne.
Fordi jeg ikke bare bor her. Jeg lever her. Det er en forskel.
Det samme gælder mange tilbud, der er åbne for turister om sommeren. Senest i september er de fleste væk igen.
Så viser det sig meget tydeligt, hvilke steder der lever af turisme og hvilke der ikke gør.
Og endnu noget er ændret.
Da vi forlod Tyskland, solgte vi vores hus. Meget af det, der havde samlet sig gennem årtier, blev givet væk, solgt eller kasseret.
Vi kom her med overraskende lidt ejendele.
Og for at være ærlig, var det dejligt.
Lettere.
Friere.
Selvfølgelig kunne jeg i dag købe meget af det tilbage for få penge på loppemarkeder, i antikvitetsbutikker eller af ukendte kunstnere.
Men det er netop ikke det, jeg vil.
Sommetider opdager man først hvor lidt man virkelig har brug for, når man engang har forladt næsten alt.
