Farvel til Mieze 16. december 2024
Fredag den 13. december døde Mieze.
Jeg var hos dyrlægen sammen med hende, og i det øjeblik vidste jeg: det var det. Der var intet håb tilbage. Han sagde det til mig roligt, men klart – og jeg kunne selv mærke det. Hun ville ikke være kommet sig. Det ville kun have været mere lidelse for hende.
Jeg holdt hende i armene, da hun fik den sidste indsprøjtning. Vi lod hende gå sammen.
Det var forfærdeligt. Og det gør stadig ondt.
Hun var så meget mere end bare et husdyr. Hun var trøst, nærhed, sjæl. I disse sidste uger viste hun mig hvor stærk hun var – og hvor meget hun havde brug for os. Og vi havde brug for hende.
Smerten sidder dybt, og selv om jeg ved at det var rigtigt, føles det bare tomt. Men jeg er uendeligt taknemmelig for tiden med hende. Uendeligt taknemmelig.
I dag havde vi igen en modultest på skolen. Og ærligt talt – jeg havde utrolig svært ved det. Mieze er kun død for få dage siden, og mit hoved var slet ikke frit. Jeg forsøgte at koncentrere mig, at bide mig igennem, men det gik næsten ikke.
Jeg tror ikke jeg bestod testen. Måske grammatikdelen gik okay – jeg er faktisk ret sikker på det. Men ved essayet var jeg helt blokeret. Tanker ville ikke stille sig på plads, ord strømmede ikke ud. Der var bare tomt.
Siden i går har jeg også haft voldsomt tandpine. Og nu først mærker jeg hvor meget alt det her har belastet mig. De sidste uger har jeg bare fungeret, holdt ud, været stærk – for Mieze, for alt muligt andet. Men nu er hun væk. Og med hendes død falder alt fra mig.
Jeg kan ikke længere spærre smerten væk. Hverken den følelsesmæssige eller den fysiske. Jeg føler mig som om jeg fejler på alle punkter lige nu. I skolen, i hverdagen, inden i mig selv.
Det er bare for meget. Jeg kunne bare græde og græde.
