Jeg læser stadig avisen fra min gamle hjemstad online nu og da. Ikke hver dag, men gerne om aftenen, når stilheden er senket sig og jeg har tid og ro til det. Nogle gange kommer jeg først til det senere. Således sad jeg mandag morgen efter frokosten med RHEINPFALZ fra lørdagen før og bladrede gennem siderne, da jeg pludselig blev stoppet af et foto.
En mægtig stenbygning, rigt udstyret. Kristus på korset. Til venstre en knælende mand, til højre en knælende kvinde. Dette billede kom mig forbavsende velkendt for øje. Jeg måtte med det samme tænke på et kunstværk, som jeg selv havde fotograferet her i Nordjylland: gravmindesmærket i Voer Kirke nær Voergaard Slot.
Men avisforudt viste Slotskirkelen i Meisenheim.
Jeg arbejder her i Danmark som turistguide og interesserer mig gerne for de steder og historier, som jeg præsenterer for mine gæster. Derved vil jeg også vide, hvad der ligger bag det synlige: Hvem har skabt noget?
Hvornår gjorde han det netop her?
Hvilke mennesker, idéer og veje forbinder stederne med hinanden?
Det er vigtigt for mig at formidle velbegrundet viden.
Derfor lod dette foto mig ikke være. Mellem min gamle hjemstad og mit nuværende hjem syntes der pludselig at åbne sig en forbindelse. Var det kun en iøjnefaldende lighed? Eller lå en fælles historie bag?
Ud fra førstehåndsindtryk virker de to værker som pragtfulde altre. I virkeligheden handler det om gravmindesmærker, også kaldet epitafier. Med denne første præcisering begyndte min lille kunsthistoriske spuringsrejse.
Avisartiklen blev udgivet den 26. september 2026 til 500-året for hertug Wolfs fødselsdag fra Pfalz-Zweibrücken. Under overskriften "Han drev ikke kun reformationen fremad" fortalte RHEINPFALZ om hans liv og virke. Fotografiet viste gravmærket for ham og hans hustru Anna af Hessen i Meisenheim.[1]
Det blev skabt af Johann von Trarbach, som drev en betydningsfuld billedhuggerværksted i Simmern. Den Nye Tysk Biografi daterer værket til 1571-1575; kunsthistorisk håndbog Dehio nævner 1575 som opstillingsåret. Monumentet på ca. 6,60 meter højde består af tuffsten og har inskriptionsplader af skifer. I midten knæler ægteparret under et stort krucifix, omgivet af en rigt udstyret arkitektur med forfadres våbenskjolde.[2][3]
Mindesmærket i Voer Kirke viser derimod Otte, også Otto, Banner og Ingeborg Skeel. Banner døde 1585, hans kone 1604. Ingeborg Skeel lod indrettet gravkapellet for sin afdøde mand og sig selv. Som mulige skabere af monumentet nævner danske kilder Philip henholdsvis Philipp Brandin og Herman Gertsen, også kaldet "Herman Stenhugger".[4][5]
Denne tilskrivning er dog ikke sikker. Kilderne bruger udtrykkeligt varsom formuleringer. En entydig kontrakt eller regning, der bekræfter en af dem som ophavsmand, er jeg ikke stødt på under min research.
Heller ikke årstallene fortjener nøje granskning. Det ofte nævnte 1586 hænger sammen med indretningen henholdsvis ændringen af gravkapellet. Det er ikke et sikkert dokumenteret færdiggørelsesår for epitafiet. P. Christensen formodede i sin undersøgelse fra 1930, at monumentet dengang allerede skulle have været under arbejde, hvis kapellet blev oprettet 1586: dens usædvanlige højde virker afstemt efter dets mål. Det er en forståelig overvejelse fra forfatteren, men ikke et dateret færdiggørelsesbevis.[4][6]
Meisenheim er efter denne tidsindplacering det ældre værk. Da det blev opstillet 1575, levede Otte Banner stadig. Fremkomstsammenhængen for gravmindesmærket i Voer fører derimod til tiden efter hans død 1585. Således ligger cirka et årti eller mere mellem dem begge. Meisenheim kunne være tidsligt et forbillede. At det faktisk var det, beviser denne rækkefølge alene ikke.
Hvad mig særligt fascinerer ved mine to udgangsbilleder, er deres overordnede virkning. I begge knæler manden til venstre og kvinden til højre. Begge vender sig mod midten. Over dem bliver Kristus på korset synlig. En høj, næsten symmetrisk arkitektur omfatter scenen; derover rejser sig en yderligere bygning, nedenunder ligger en bred sokkel med inskriptioner. Det er dette samspil, som med et blik i avisen med det samme forflyttede mig til Voer.
Ved nærmere betragtning fremtræder der samtidigt forskelle. I Voer opdeler fire runde søjler bygningen. Sidelæns står figurer i nisser. Mellem det knælende par findes et bededesk, mens korsfæstelsen vises med yderligere figurer som relief i baggrunden. I Meisenheim dominerer det store krucifix midten meget mere umiddelbart. Våbenskilte piller indrammer scenen, og over de knælende personer befinder sig to skrifttavler.
Ikke hvert i dag synligt detalje stammer fra fremkomstperioden. Ifølge Dehio blev hovedfigurernes hoveder og arme hugget af i Meisenheim 1795 og suppleret 1896. Hvis man sammenligner ansigtsdrag eller handholdning, skal man tage hensyn til disse ændringer. Min sammenligning bygger sig derfor især på værkets samlede anlæg; en fuldstændig restaureringshistorisk undersøgelse har jeg ikke kunnet gennemføre.[2]
Under min søgning mødte jeg yderligere renæssance-gravmæler. Særligt nyttig var Andreas Weiners afhandling "Trier-billedhuggere fra sen-renæssancen". Han beskriver en gravmal-type, som Trarbach udvikled i slutningen af 1560'erne for Hohenlohe i Öhringen, og som blev taget op flere gange i hans værksted og dets efterfølgelse. Der nævnes mindesmærkerne for Ludwig Casimir og Anna fra 1570 samt for Eberhard og Agatha fra 1573/74. Meisenheim indordnes udtrykkeligt som yderligere eksempel.[7]
Også epitafiet for Albrecht af Esch og Brigitte af Koppenstein i Sehlem, dateret 1575, viser knælende personer under korset. Katharina-alteret i Klausen fra 1588 minder mig derimod i sin arkitektoniske opbygning om Voer: fire søjler, sidelige figurenisser og en mindre reliefopbygning derover. Det store knælende ægtepars mangler der dog. Weiner identificerer kunstneren som Conrad Haar og holder tidligere medarbejdelse i Trarbachs værksted for sandsynlig. En forbindelse til Voer påstår han ikke.[7]
Disse eksempler hjælper med at genkende udbredt gestaltningsidéer. Min oprindelige iagttagelse blev dog være uændret: Blandt de værker, jeg har betragtet, minder Voer og Meisenheim mig i deres overordnede virkning mest om hinanden. Det er mit personlige indtryk ved billedsammenligningen, ikke en afsluttende kunsthistorisk dom.
En yderligere spor førte til Mecklenburg og dermed til Brandin. Han stammede fra Utrecht, blev dokumenteret i Schwerin 1563 og etablerede et værksted i Wismar 1567. For Güstrower Dom skabte hans værksted store gravmindesmærker. Efter en faglig undersøgelse fra det nederlandske kunsthistoriske institut RKD var hertug Ulrichs og Elisabeths knælende figurer færdiggjort 1585. Senere blev figuren af anden hustru tilføjet. I modsætning til Voer og Meisenheim knæler disse personer side om side mod alteret.[8]
Også i Basedow findes omfattende epitafier med knælende figurer, søjle-arkitektur og religiøse relief. Dehio tillægger dem forsigtigt Brandin- og Claus Midow-værkstedet. Blandt dem er mindesmærket for Bernd XIII. af Schulenburg og Anna Hahn fra 1589 samt mindesmærket for Werner Hahn og Anna af Lühe med deres søn Hans fra 1594. Forbindelsen mellem knælende personer og monumental arkitektur var således også til stede i denne kunstneriske miljø. På grund af deres senere datering er disse værker først sammenligningsstykker og ikke uden videre forebilleder for Voer.[9]
Særligt interessant er, at Brandins virksomhed i Danmark faktisk er dokumenteret. I oktober 1587 anbefalede hertug Ulrich ham til den danske konge til ombyggingen af slottet i Nykøbing Falster. Den 19. juni 1588 blev han ansat der som bygningsmester. I årene 1589 til 1594 rejste han gentagne gange dertil; 1594 døde han i Nykøbing.[5]
Dermed findes der en faktisk forbindelse mellem hans mecklenburgske virkningskreds og danske betalingsgivere. For Voer forbliver hans deltagelse alligevel en tilskrivning. Forresten menes Nykøbing på Falster i Sydjylland, ikke Nykøbing Mors ved Limfjorden.
Kunne Brandin og Trarbach have kendt hinanden? Ved dette spørgsmål dukker Antwerpen op.
Den Nye Tysk Biografi betegner en rejse Trarbachs derhen som arkivbevist, nævner dog intet rejseår. RKD-undersøgelsen finder det muligt, at Brandin en tid arbejdede i Cornelis Floris' værksted i Antwerpen. To sikre, tidsligt sammenlignelige ophold resulterer deraf ikke. En møde kunne jeg desværre ikke dokumentere.[3][8]
Det såkaldte Floris-stil tilbyder en yderligere kunsthistorisk sammenhæng. Dermed menes en af Cornelis Floris præget ornamental formensprøg fra renæssancen, blandt andet med kunstfuldigt indrullede båndformer. Hos Trarbach beskriver fagkunnene sådan indflydelser og inspiration gennem trykgrafik. Hos Brandin diskuteres mulig virksomhed i Floris' værksted. Denne fælles baggrund kan gøre beslægtede udformninger mere forståelige; det forklarer dog ikke endnu vores to gravmælers konkrete lighed.[3][8]
For en videregivelse af idéer ville en personlig møde i øvrigt ikke have været nødvendig. Tegninger, modeller eller vandrende værkstedmedarbejdere ville ligeledes være tænkelige formidlere. Christensen overvejede for Voers vedkommende, at Herman Gertsen kunne have overtaget en model eller et halvfærdigt værk af Brandin, og henviste til en rejse Hermans til Güstrow 1586. Også det forbliver en historisk hypotese. En overføring fra Meisenheim er dermed ikke dokumenteret.[6]
Til sidst ville jeg vide, om denne sammenligning længe er kendt. Bliver Voer nævnt i litteratur om Meisenheim eller Meisenheim i beskrivelser af Voer? I de kilder, jeg kontrollerede, fandt jeg ingen udtrykkeligt gensidigt reference. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke findes en nogen steder. Ikke alle publikationer var helt tilgængelige, og arkivforskning eller henvendelser til fagfolk på stedet har hidtil ikke hørt til denne spuringsrejse.
I løbet af min lille undersøgelse mødte jeg således yderligere renæssance-gravmæler med knælende figurer, korsfæstelsesscener og kunstfuldige opbygninger. Alligevel forblev særligt ligheden mellem gravmælerne i Voer og Meisenheim for mig særligt indtagende. Den var udgangspunktet og forbliver kernen i mit spørgsmål.
Meisenheim er det ældre værk. Hvorvidt dets entwurf virkede helt til Danmark, hvorvidt kunstnere eller værkstedmedarbejdere videreførte gestaltningsidéer eller begge monumenter går tilbage til fælles forebilleder, kunne jeg ikke præcisere.
Hvad der begyndte med et tilfældigt blik i avisen fra min gamle hjemstad, har ændret mit blik på et kunstværk i min nye hjemstad. Måske griber fagfolk nu denne iagttagelse og afkoder, om bag den forbavsende lighed virkelig ligger en hidtil overset forbindelse.
Kilder
1. Andrea Dittgen: "Han drev ikke kun reformationen fremad", DIE RHEINPFALZ, 26. september 2026, "Ihr Wochenende". Gravmal-foto: Eric Sayer. Foreliggende avisudklip.
2. Dehio: Meisenheim, Evangelische Schlosskirche.
3. Eberhard Zahn: Johann von Trarbach, Neue Deutsche Biographie 10 (1974), S. 573-574.
4. Frederik Thede: Voer Kirke - Brønderslev Kommune, Lex.
5. Birgitte B. Johannsen / Fr. Weilbach: Philipp Brandin, Dansk Biografisk Leksikon.
6. P. Christensen: Voergaard. Historisk-topografisk beskrevet, Hjørring 1930, særligt S. 112-122.
7. Andreas Weiner: Trierer Bildhauer der Spätrenaissance, Trierer Zeitschrift 67/68 (2004/05), S. 283-313, særligt S. 284-290, 295-297 og 310-313. Fuldstændig PDF set.
8. RKD Studies: Netherlandish Sculptors in Mecklenburg, in: Masters of Mobility, Afsnit 4.2.
9. Dehio: Basedow, Evangelische Kirche.
Videreffølgende litteratur - bibliografisk fastslået, ikke fuldstændig set
● Wolfgang Schmid: Grab und Residenz - Meisenheim am Glan im 16. Jahrhundert. In: Viatori per urbes castraque. Festschrift für Herwig Ebner zum 75. Geburtstag, Graz 2003, S. 573-610.
● Wolfgang Schmid: Das Grabmal Herzog Wolfgangs von Pfalz-Zweibrücken († 1569) in der Schloßkirche zu Meisenheim - Ein Werk des Bildhauers Hans von Trarbach. In: 1504-2004. Schlosskirche Meisenheim, Speyer 2003, S. 253-286.
● Carsten Neumann: Die Renaissancekunst am Hofe Ulrichs zu Mecklenburg. Kiel 2009.
